Ifølge både arrangører og flittige frivillige samt ikke mindst gæster har det indtil videre været en fantastisk succes torsdag og fredag ved Hirtshals Fiskefestival 2025.
Fiskedellefejden trak allerede torsdag ved middagstid masser af folk til Bølgen på Sydvestkajen, mens der også var fuld fart på madværkstedet i Skibet på Den Grønne Plads.
Fredag blev den gode kurs holdt med blandt andet fuld skrue på guidede havnerundfarter med HG 159 Johs. Hejlesen og åbne virksomheder på Hirtshals Havn.
Ligesom fredagens sildebord med servering af Årets Bjesk samt ikke mindst aftenens to overflødighedshorn af nogle uforglemmelige buffeter, hvortil der blev meldt udsolgt i Skibet.
Denne lørdag er der optræk til en forrygende finale med fiskeboder og kåring af Årets Bjesk samt fiskeauktion og samt nok et par fiskebuffeter afrunder musikalsk af Chris og Per.
Allerede fra morgenstunden var alle de frivillige i gang med de sidste forberedelser, mens der blev skævet til himlen, men meteorologerne lover kun lidt dryp og heldigvis kun svag vind.
I skrivende stund er der vist endnu få billetter tilbage til lørdag aftens fiskebuffeter.



