På sejladsen fra Hirtshals til Færøerne oplevede passagererne i mandags ombord på Smyril Lines færge Norröna en særlig stund, da skibet passerede gennem Yell Sound ved Shetlandsøerne.

Yell Sound er det smalle sund mellem øerne Yell og Mainland, som er kendt for sine strømme og sit skiftende vejrlig, men denne dag var det anderledes, idet sundet var helt roligt og omgivet af de bløde bakker og lavtliggende kystlinjer på Shetlandsøerne.

Mange havde søgt ud på dækket for at nyde udsigten, men vi var så privilegerede at blive inviteret op på broen til kaptajn Peter Av Vollanum. Passagen gennem Yell Sound markerer da også et markant skifte på rejsen fra først Skagerrak ud for Hirtshals til Nordsøen og endelig Nordatlanten.

Det er her, man for alvor mærker overgangen fra det kendte til det vilde og vidtstrakte på sådan et vikingecruise. Og så oven i købet i magsvejr både op til Færøerne og hjem til Hirtshals.

For rederiet Smyril Line er ruten mere end blot transport, da den er en forbindelse mellem kulturer, landskaber og mennesker samt en forudsætning for handelen mellem Europa og Færøerne.
Når Norröna sejler gennem Yell Sound eller som denne søndag nord om Shetlandsøerne, bliver det tydeligt, at rejsen i sig selv er et sindbillede på det oldgamle nordatlantiske bånd, der binder os sammen.
Fakta om Yell Sound ved Shetlandsøerne
Yell Sound er et farvand mellem øen Yell og Shetlands fastland i Skotland. Det markerer grænsen mellem fastlandet og de nordlige øer.
En vigtig færgeforbindelse krydser Yell Sound og forbinder fastlandet med Nordøerne. Farvandet er kendt for stærke tidevandsstrømme og omskifteligt vejr.
Området rummer flere små, ubeboede øer som Brother Isle og Lamba. Kysten ved Yell Sound er udpeget som et særligt bevaringsområde (SAC) med rig natur og marine liv.
Yell Sound nævnes i den middelalderlige Orkneyinga saga. I 1800-tallet blomstrede kelp-industrien kortvarigt her. I dag ligger en stor olie-terminal ved Sullom Voe, en vig tilknyttet Yell Sound.
Kilde: Wikipedia.


