Solveig Malvik er udpeget som ny bestyrelsesformand for Hjørring Musiske Skole. Hun bor i Lørslev sammen med sin mand og parrets to børn, og familien har i forvejen en tæt tilknytning til musikskolen, hvor både børn og forældre er aktive. Familien har samlet set elever på violin, bratsch, klaver og drama.
Med udnævnelsen ser Solveig Malvik frem til at engagere sig endnu mere i musikskolens udvikling. Hun har allerede stået i spidsen for musikskolens unge-rådgivende udvalg og lægger stor vægt på at give børn og unge en tydelig stemme i skolens fremtid. Det arbejde ønsker hun at videreføre og styrke, særligt i forbindelse med åbningen af musikskolens nye bygning i september.

“Hjørring Musikskole, som snart hedder Hjørring Kulturskole, har en helt særlig betydning for vores familie og for mange børn og unge i området. Jeg brænder for lokal udvikling og glæder mig meget til at arbejde for en musikskole, hvor fællesskab, kvalitet og unges stemmer går hånd i hånd, særligt i forbindelse med åbningen af det nye hus, som rummer store muligheder for endnu mere liv og engagement,” siger Solveig Malvik.
Solveig Malvik ser samtidig frem til et tæt samarbejde med musikskolens ledelse, herunder skoleleder Christian Larsen, og bestyrelsen om at udvikle rammerne for både undervisning, fællesskab og talentudvikling.
Til daglig arbejder Solveig Malvik som Head of Marketing hos SACKit i Aalborg, hvor hun beskæftiger sig med strategi, branding og organisationsudvikling. Den erfaring ser hun som relevant i arbejdet med at styrke musikskolen og dens rolle i lokalsamfundet.


