I går samlede Hjørring Musikskole 15 børn og unge mellem 9 og 18 år til et Unge Advisory Board i den nye musikskolen. Her fik de unge pizza, samt mulighed for at give konkrete input til, hvordan den nye musikskole, snart Hjørring Kulturskole, skal bruges, indrettes og åbnes, når den står færdig til sommer.
Den nye bygning får indgang mod Vendsyssel Teater, lige overfor Hjørring Station. Placeringen gør kulturskolen markant nemmere at komme til end de nuværende lokaler på Nordbovej og giver nye muligheder for synlighed og liv midt i byen.
Workshoppen blev faciliteret af bestyrelsesmedlem Solveig Malvik, mens musikskolens leder Christian Larsen indledte dagen med en introduktion til husets historie, visioner og byggeproces. Musiklærer Mikkel Zachariassen satte stemningen ved at lede de unge i fællessang med nummeret Joanna, akkompagneret på guitar.
Både elever, undervisere og øvrigt personale glæder sig til at flytte ind i de nye lokaler, som er bygget specifikt til skolens mange aktiviteter. Skolen er samtidig meget taknemmelig for, at byrådet i Hjørring Kommune enstemmigt har vedtaget beslutningen om at opføre en ny kulturskole, et tydeligt signal om prioritering af børn og unges fritids- og kulturliv.
Under workshoppen arbejdede de unge både individuelt og i grupper med spørgsmål som: Hvordan får vi huset til at leve i hverdagen? Hvordan åbner vi huset med en fest, der føles som “vores”? Og hvad skal der til, for at man har lyst til at tage sine venner med?
Reaktionerne på de nye rammer var ikke til at tage fejl af. Flere unge udbrød spontant “Fedt!” og “Det bliver mega godt”, mens andre pegede på, at “disse lokaler giver meget mere mening end de steder, vi har været før”.
Inputtene var konkrete og brugbare. Blandt ønskerne var adgang til wifi og stik, mulighed for fællesspisning, mere elevledet samspil, en tydelig årsrytme med koncerter og events – samt et ønske om mere medbestemmelse, fx gennem et elevråd.
Hjørring Kulturskole tilbyder undervisning både centralt og decentralt i hele kommunen og rummer musik, drama og kunst på flere niveauer, fra bredde til talentudvikling.
Med den centrale placering og en åben tilgang er ambitionen, at kulturskolen bliver mere end et undervisningssted: et kreativt samlingspunkt for byens børn og unge, når dørene åbnes til sommer.
Foto: Hjørring Kulturskole.


