Mathias Elholm Nielsen, som er den nye forpagter af spisestedet i Lendum Kultur og Borgerhus, nu Den Gode Tallerken, gjorde forleden sin kokkeuddannelse færdig med topkarakterer.
På TechCollege i Ålborg fik han til eksamen tre 12-taller og et enkelt 10-tal, hvilket også udløste en sølvmedalje.
– Vi var tre, der fik sølv, og jeg var rigtig tæt på guldmedalje. Jeg fik 93 point, og der skulle 95 point til for at få guld. Jeg er nu godt tilfreds og glæder mig bare til at lave god mad helt fra bunden både til selskaber i huset, mad til alle til ud af huset og til selskaber og arrangementer uden for huset, siger den unge mesterkok i Lendum.
Han er udlært kok med en god læreplads hos Bryghuset Vendia i Hjørring og har gennem fem års ansættelse også fået rigtig god erfaring inden for gastronomi og arrangementer med til Lendum.
Mathias Elholm Nielsen har fået en flot modtagelse i Lendum, og den nye restauratør i det populære Lendum Kultur og Borgerhus, med plads til 150 gæster, har travlt med både mad ud af huset, med selskaber, mindekomsammen, bryllup og dagens ret også til det traditionsrige bankospil hver tirsdag.
Lørdag trakterede han mange glade gæster til fest i byens forsamlingshus og scorede også hér topkarakterer.
Stort tillykke til mesterkokken!


