Lendum Kultur og Borgerhus kunne fredag byde den lokale Mathias Elholm Nielsen velkommen som ny vært i det populære hus med både selskaber, mindekomsammen, bryllup og det traditionelle bankospil hver tirsdag.
Han afløser den tidligere værtinde Annette Kvist Bjerre, der ikke ønskede at fortsætte.
– Årets første og største nyhed i Lendum Kultur og Borgerhus er ansættelsen af den nye vært, som er udlært kok hos Bryghuset Vendia i Hjørring, hvor han i alt har været ansat i fem år, lyder det fra bestyrelsen.
Grethe Nielsen er formand og Niels Thestrup Bach er kasserer, Jonas Pedersen er næstformand, Anita Mathisen er sekretær. De øvrige i bestyrelsen er Martin Møller Arnfeldt, Charlotte Vejen og Kasper Vinther Nielsen.
Den nye vært, kok og nu også restauratør, Mathias Elholm Nielsen, har for nylig købt hus i Lendum sammen med familie. Han er opvokset i Sæby og har boet i Tårs.
– Jeg har kaldt min virksomhed ”Den Gode Tallerken”, som snart er klar også med hjemmeside, Facebook med videre.
– Vi er glade for, at Mathias kunne se potentiale i vores lokale kulturhus. Bestyrelsen er begejstret for de nye kræfter i huset, fortæller Grethe Nielsen.
Den nye vært tilbyder i de hyggelige lokaler god mad til alle former for private fester og selskaber, møder, opvisninger med videre. Huset har plads til i alt 150 gæster og selskabslokalerne kan deles op med gode forhold også for mindre selskaber. Der vil også fortsat være mulighed for at holde mindestunder efter bisættelser.
Mathias Elholm Nielsen vil også levere mad ud af huset, hvor han også kan være med for at anrette og præsentere maden.
Dagens ret tilbydes fortsat om tirsdagen både i huset før det ugentlige bankospil og som take away.

Den nye vært overtager et flot og stort køkken, som for kort tid siden er renoveret med blandt andet nye køle- og fryserum.
– Jeg vil lave både traditionel mad og nye spændende retter, så der bliver noget for enhver smag. Jeg har mange idéer som for eksempel smørrebrød i weekenden, og jeg glæder mig meget til at tage godt imod gæster både fra Lendum og rundt omkring, siger Mathias Elholm Nielsen.
– Vi i bestyrelsen for Lendum Kultur og Borgerhus ønsker Mathias velkommen og håber på stor opbakning til den nye vært.
Det hidtidige telefonnummer 98473332 er stadig gældende for information og bestillinger, og den nye e-mailadresse er [email protected]



