Fredag den 29. maj var der som tidligere omtalt munter stemning og dejligt vejr i den hyggelige museumshave, da Hirtshals Museum kunne markere sit 50-års jubilæum. Flere end 150 gæster lagde vejen forbi for at fejre dagen sammen med museets frivillige og personale.


Festlighederne bød på livemusik fra bandet “Midt i ugen”, hyggelig samvær over kaffe og kagemand samt smagsprøver på noget helt særligt fra museets historie. Gæsterne fik nemlig lejlighed til at smage tørrede, grillede isinger, en ret med dybe rødder i museets fortid. Ved åbningen af Hirtshals Museum for 50 år siden var det den første leder, Hugo Nielsen, der stod for tilberedningen af isingerne i haven. Nu var det museets frivillige fra Haveholdet, der tog over og serverede denne maritime specialitet sammen med bjesk.

Dagen blev også markeret med taler, hvor museumsdirektør Anne Dorthe Holm indledte, efterfulgt af folketingsmedlem Thomas Klimek, som understregede betydningen af historie og erindring:
“En klog islænding har engang sagt, at: ‘Man kommer ikke nogen vegne, hvis man ikke kender fortiden.’ Jeg synes derfor, at det er en decideret pligt at kende sin egen fortid og dernæst sit lands og sin verdens fortid, for så kan man se, når historien gentager sig. Blandt andet derfor er de første halvtreds år med Hirtshals Museum en vigtig milepæl. De næste halvtreds år vil føje nye kapitler til byens historie, og ingen kan alene huske alt, så derfor må vi gøre det fælles. Hirtshals Museum – og alle andre museer – er vores fælles erindring. Har nogen lyst til at miste sin erindring? – Ikke jeg. Stort tillykke med de 50 år til Hirtshals Museum, og tak til alle jer, der er museet.”

Hirtshals Museum udtrykker stor taknemmelighed til alle, der deltog og var med til at gøre jubilæumsdagen til en festlig og mindeværdig begivenhed.
Med fredagens fejring står museet endnu stærkere som et samlingspunkt for fælles erindring og lokal historie, klar til at bære sin fortælling videre ind i fremtiden.
Foto: VHM.


