Heine Sørensen startede oprindeligt i virksomhedspraktik på Restaurant Abstrakt. Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen så dog hurtigt et stort potentiale i praktikanten og fik ham ind som voksenlærling på 37 timer om ugen.
Heine Sørensen blev fra dag et kastet ud i det travle og hektiske kokkeliv, men fik også et stort ansvar, da Simon havde tillid til, at det kunne han sagtens klare. Under skoleforløbet i efteråret 2021 blev Heine da også udtaget til at deltage i Nordjysk Mesterskab for kokkeelever. Efterfølgende kunne Heine minsandten kalde sig for Nordjysk Mester. Sammen med restaurantens anden kokkeelev fik han nemlig en flot 1. plads.
Denne fredag er Heine Sørensen så blevet udlært som kok, hvilket Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen samt kollegaerne i sagens natur er stolte af hos Abstrakt.
– Vi er stolte af dig og har kæmpe respekt for dig Heine. Du kan virkelig være stolt af, hvad du har opnået og alt du kan, lyder det i dag fra Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen.
Stort tillykke også fra os på NordsøPosten.