I et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Hirtshals Idrætscenter, DGI og SkoleCenter Hirtshals (altså skolerne i Horne, Tornby og Hirtshals skole) afholdes der nu næsten hver onsdag indtil jul Åben Hal.
Målet med åben hal er at skabe større idrætsaktivitet i Hirtshals og præsentere de forskellige idrætter og lege for børnene og være brobygger til foreningerne. Det er gratis og alle eleverne fra skolerne er velkommen til at deltage. Det starter umiddelbart lige efter skole:
Kl. 14 til 16 for børn i 0. til 3. klasse
Kl. 16 til 18 for børn i 4. til 9. klasse.
Hirtshals Idrætscenter har ansat Laura Horne som tovholder på Åben Hal. Laura er nyuddannet lærer og står i hele periode hver onsdag for Åben Hal.
Laura har i forbindelse med Åben Hal arrangeret frugt sponsoreret af Spar.

Hirtshals Idrætscenter leverer også en lille snack og et glas saft til børnene under Åben Hal.
– Vi forventer, at snacktid bliver lige i overlappet mellem de to grupper sådan cirka mellem 15.30 og 16.30. Vi glæder os alle til at projektet får luft under vingerne, og så vi kan se, hvad det munder ud i, siger Lars Kruse, som er souschef i Hirtshals Idrætscenter.
– Det vigtigste for os alle er, at der kommer nogle børn, som får nogle gode oplevelser, tilføjer souschefen.



