Agri Energy Vrå har siden 2017 produceret biogas af lokal biomasse fra landbruget. I 2024 blev samarbejdet udvidet med et nyt pyrolyseanlæg fra Stiesdal SkyClean, som sikrer en stor klimagevinst ved at udnytte restfibrene fra biogasproduktionen.
Pyrolyseanlægget omdanner restfibrene til biokul, der binder CO₂ og til grøn varmeenergi, som biogasanlægget kan anvende. Pyrolyseanlægget har dog desværre været ramt af ustabil drift, og tørringsanlægget til forbehandling af restfibrene har givet anledning til lugtgener, lyder det fra virksomheden ved Vrå.
Det har skabt bekymring og debat i lokalområdet og førte i februar til et undersøgelsespåbud fra Hjørring Kommune. Nu foreligger resultatet af målingerne, og pyrolyseanlægget er sat i driftspause for at gennemføre en række tekniske forbedringer.
Måleresultaterne er ifølge virksomheden samlet set positive, men de kan angiveligt ikke stå alene. Virksomhedens ledelse og ansatte vil derfor gerne vise deres anlæg frem og samtidig benytte lejligheden til at møde deres naboer og andre interesserede.
Virksomheden inviterer derfor nu til åbent hus på det samlede energianlæg:
Fredag den 9. maj i tidsrummet 15 til 17 hos Agri Energy / Stiesdal SkyClean på Smidstrupvej 445 ved Vrå.
Virksomheden byder indenfor til rundvisning og en åben samtale om:
● Hvordan teknologierne virker
● Hvad måleresultaterne viser
● Hvad virksomheden har forbedret – og hvad de stadig arbejder på
● Hvilke bidrag energianlægget giver til lokalområdet og Hjørring Kommune.
Ved arrangementet bydes der på en grillpølse og en vand, og værterne håber, at både naboer, lokale og andre interesserede har lyst til at deltage – uanset om man kommer med spørgsmål, nysgerrighed eller kritik.


