Årets TUI’er har igennem flere år og over flere omgange været tilknyttet fodboldafdelingen i TUI.
Personen startede allerede som 6-årig med at binde snørebåndene på de første par fodboldstøvler, og har siden hen slidt mange op.
Personen sluttede ungdomsårene i TUI som 14-årig, hvorefter at turen gik til Fortuna. Her blev det til en 6-årig karriere og tænk sig, nu på et damehold. Tidligere var der nemlig kun spillet på drengehold.
Tiden i Fortuna bød blandt andet på udvælgelse til Jysk hold og derefter blev det Skovbakken / Århus, hvor at karrieren stoppede grundet en skade.
Men det har tydeligt været svært at undvære sporten for årets TUI’er – især indenfor fodbold. Lysten var der fortsat og for 6 år siden, blev det tid til at sparke til en fodbold igen. Denne gang igen i Tårs, og på et kvindehold, hvor det er sjovt at vinde, men vigtigere er sammenholdet og i den grad 3. halvleg.

Ikke kun på grønsværen har årets TUI’er gjort sig bemærket og det er derfor fuldt fortjent, indstille Heidi Jensen, som ÅRETS TUI’er 2024!
Heidi formår at løfte opgaven på flere aspekter indenfor fodbold og frivillighed. Heidi træder altid til med et altoverskyggende overskud, et smil på læben, altid forberedt og et godt humør. Heidi har løftet opgaver, selv når at det har været svært, har hun formået at træde til.
Heidi har været tovholder for damesenior, Hvide klit og trådt til som træner.
Heidi har også formået og lykkedes i at lave et kæmpe stykke arbejde med sponsorer og bander. Hun er kommet i mål med at lukke stadion rundt med bander, og hun har vendt fodboldsafdelingens økonomi positivt. Så da hun fremlagde ideen om en bande til De Blå Mænd, var alle med, og det er med Heidi i tankerne vi nu kigger på banden – tak for dit enorme slid og arbejde for klubben.
Netop på baggrund af disse mange ting, var hun den første person vi i fodbold tænkte på – ”For hvor der er vilje er der vej og den kender Heidi.”
Æresmedlem i Taars-Ugilt IF
Indstillingen til Æresmedlem af TUI er en velfortjent anerkendelse af en person, der har givet meget til Taars-Ugilt Idrætsforening gennem mange år. Bo Harpsø er en sand ildsjæl, der har bidraget til flere af foreningens afdelinger og har været en central figur både som aktiv deltager og som leder.
I midten af 1970’erne blev Bo kåret som årets TUI’er, en anerkendelse af hans store engagement og indsats i foreningen. Mange af de præcise grunde til hæderen er nok gået i glemmebogen, men én ting er sikker: Hans dedikation til foreningen og hans mange bidrag har gjort et varigt indtryk på alle omkring ham.
Hans engagement i TUI strækker sig langt tilbage, og hans brede erfaring inden for forskellige sportsgrene, som fodbold, badminton og andre aktiviteter, har været med til at forme foreningens historie. Især hans rolle som kasserer i mere end 25 år, en opgave han videreførte fra sin far, Erling, er bemærkelsesværdig og har været af stor betydning for foreningens drift og økonomi.

Bo Harpsø er et eksempel på en person, der med stor dedikation har bidraget til klubbens udvikling og har været en støtte for både gamle og nye medlemmer, især nye bestyrelsesmedlemmer. Hans hjælpsomhed, viden og tilgængelighed gør ham til en uvurderlig ressource.
Derfor er det helt naturligt, at Hovedbestyrelsen indstiller Bo Harpsø til æresmedlem. Hans indflydelse og dedikation fortjener denne høje ære, og det er en anerkendelse, der hylder både hans indsats og hans store betydning for TUI.


