Torsdag den 7. maj blev Sindal Skole forvandlet til et farverigt diskounivers, da SFO’erne fra Sindal, Lendum og Bindslev endnu en gang gik sammen om at afholde deres fælles diskofest. Arrangementet, der efterhånden har udviklet sig til en fast tradition, samlede omkring 150 børn til en eftermiddag fyldt med musik, dans og fællesskab.
– Børnene var mødt talstærkt op og tydeligt stylet samt klædt på til fest, så stemningen var høj fra start. Med scenen åbnet for alle greb mange chancen for at vise deres dansetalenter. For en stund blev de unge deltagere dermed til stjerner i rampelyset, til stor begejstring for både kammerater og voksne, fortæller pædagog Karl Åge Broen.
Diskofesten er resultatet af et velfungerende samarbejde mellem de tre SFO’er i Sindal Skoledistrikt. Samarbejdet har de senere år udviklet sig i takt med arrangementets popularitet og er derfor nu også en årligt tilbagevendende begivenhed, mange børn ser frem til.
Ifølge arrangørerne er festen ikke blot et lokalt højdepunkt, men også et vigtigt bidrag til fællesskabet på tværs af undervisningsstederne.


