Hirtshals Handel & Erhverv (HHE) har med en aktivitetskalender, som strengt taget bare et arbejdsredskab for medlemmernes planlægning i 2026, lagt op til endnu et år med markant byliv og et bredt udbud af arrangementer, der fordeler sig jævnt over årets måneder.
Kalenderen viser ikke desto mindre tydeligt en udbredt strategisk ambition om at skabe kontinuitet i aktiviteterne, så der er oplevelser for både lokale borgere, handlende og besøgende uanset årstid. Turisterhvervets såkaldte skuldersæson er altså udvidet betragteligt.

– Det er vel at mærke ikke bare Hirtshals Handel & Erhvervs fortjeneste, men en række individuelle aktører og virksomheder som Mads Bruun, Musik Under Trappen, Nordjyske Bank, SuperBrugsen, Høj Data og Rema 1000, der går foran som initiativtagere og arrangører, fortæller handelschef Per Martensen, da han fremviser kalenderen hos Martensens Bogtrykkeri.
Året skydes i gang med vinteraktiviteter, hvor ikke mindst fastelavnsfesten i begyndelsen af februar markerer sig som et familievenligt samlingspunkt, der efter sigende i år får et ekstra kvalitetsløft af primus motor Louise Nielsen fra Hirtshals Fiskehus. Samme måned fylder Artic Marley Vinterfestival flere dage i kalenderen og bidrager til liv i byen i en periode, hvor mange handelsbyer ellers oplever stilstand.

Foråret byder dernæst på flere tilbagevendende begivenheder, som er blevet faste holdepunkter i Hirtshals. Stenskattejagten i midtbyen løber over flere dage i marts og igen omkring påske i april og henvender sig især til børnefamilier. Samtidig afholdes saunafestival og Naturmødet i maj, ligesom konfirmationsdage og store arrangementer som Xtrem Hirtshals er med til at trække mange mennesker til byen og skabe aktivitet i både gader og butikker.

Sommeren er dog fortsat højsæson også Hirtshals, og aktivitetskalenderen afspejler en by, der folder sig fuldt ud i de varme måneder. Juni byder blandt andet på dragefestival, Coast2Coast-arrangement og sankthansfejring, mens juli er præget af musikoplevelser til Musik Under Trappen, der strækker sig over godt og vel en uge og giver liv til bymidten også på hverdagsaftener. August markerer sig med både Veterantræf og den store Fiskefestival, der fylder byen over to dage og er en af årets helt store publikumsmagneter.

Efter sommerferien fortsætter aktivitetsniveauet ind i efteråret. Hirtshals Operafestival i september strækker sig igen over flere dage og giver byen et kulturelt løft, mens oktober byder på begivenheder som Havstrygerløbet, Hirtshals i Børnehøjde og Halloween/Open by Night, hvor handel og oplevelser kombineres i aftentimerne. Samtidig begynder forberedelserne til julen, blandt andet med julebelysning.

Året rundes af med en intensiv julesæson, hvor kalenderen tæller både juletræsfest, julemarkeder og julekonkurrencer i butikkerne. December rummer også faste traditioner, der skaber stemning i byen frem mod jul og nytår.

Samlet set viser aktivitetskalenderen for 2026, at Hirtshals Handel & Erhverv sammen med de enkelte aktører har fokus på at sprede aktiviteterne ud over hele året.
Med en blanding af store signaturevents og mindre, tilbagevendende arrangementer skabes der et stabilt grundlag for byliv, handel og fællesskab.
Kalenderen fremstår dermed som et centralt redskab for aktørerne i arbejdet med at fastholde og udvikle havnebyen som en levende by, hvor der altid er noget at opleve.
Link til relaterede artikler
Flot fremmøde til fyraftensmøde med HHE i smukke rammer på Strandlyst
Hirtshals Handel & Erhverv inviterer til fastelavn i Astrid Lindgrens Univers
Gratis hoppedag på verdens største hoppepude i Hirtshals Idrætscenter


