Af Alexander Holm
Selvstændig erhvervsdrivende.
I Danmark er stenbiderfiskeriet på ingen måde, hvad det har været. I 1990 fangede de danske fiskere mere end 1.000 ton stenbider – og nu, 33 år senere, har vi blot fanget 15,5 ton.
Altså er fangsten i gennemsnit faldet med 34 ton om året, over de sidste tre årtier, og det vidner ikke om et bæredygtigt fiskeri, når landingerne reduceres med mere end 6.400% på så kort en periode. På trods af dette, vil vores fiskeriminister ikke frede stenbideren, og ej heller vil han sætte kvoter på fiskeriet. Men når nu alt tyder på, at stenbideren virkelig har brug for et pusterum, hvorfor så ikke gå lidt forsigtigt til værks, og give den en pause, i stedet for at presse en tilsyneladende allerede presset bestand yderligere?
At vi ligeledes fortsat ikke vil frede ålen i Danmark, om end den europæiske ålebestand er gået tilbage med 98% på blot 43 år, er dybt risikabelt. Ganske vist er der en lille risiko for, at ålen uddør, da der er tale om en vidtudbredt art, men vi leger meget med muligheden for, at de skrøbelige rester af bestanden kollapser totalt, hvis vi fortsætter som nu. Og hvem vinder på det?
Retter vi blikket mod torsken i både Østersøen og Kattegat, har vi også to kollapsede bestande. Bestande, der har lidt under fiskekvoter, som ikke fulgte med tiden, men som snarere tog andre hensyn – måske mest af alt, at fiskeriet for enhver pris skulle være økonomisk bæredygtigt nu og her. Men det var en bjørnetjeneste, ikke at begrænse fiskeriet, for hvad skal fiskerne fiske nu, da bestandene blot er en lille rest af, hvad de var engang? Det nytter altså, med bæredygtige kvoter – og i øvrigt et loft for, hvor stor en andel af havbunden man må ødelægge med bundtrawl (hvilket Øresund, hvor der ikke trawles, og hvor torskebestanden har det bedre, er et bevis på). I sidste ende, hvis vi fisker for intenst, er det fiskerne selv, der rammes – og det skal vi ikke byde dem.
Vi burde lære af historien, og passe bedre på vores fiskebestande, mens vi endnu har dem. Det er trods alt nemmere at sætte kvoter på en bestand, der ikke endnu er kollapset, end det er at tjene penge på at fiske en bestand, der er gået i stykker. Og skulle man være i tvivl om, hvor galt det kan gå, så kig fx mod New Foundland, hvor torsken kollapsede fuldstændigt i 1992, som konsekvens af hidsigt overfiskeri. Det kostede 35.000 arbejdspladser – og torsken er stadigvæk ikke kommet sig. Det er rigtigt, at vi kan tjene flest penge nu og her, ved at fiske i stedet for at gå frem med mådehold, men på den lange bane får vi intet ud af fiskebestande, hvis de er forsvundet.
Det hele leder op til nogle spørgsmål: Hvornår er vi villige til at stoppe fiskeriet på en art? Hvis vi hverken vil gøre det med ålen eller stenbideren, der begge, efter alt at dømme, er gået voldsomt tilbage, hvornår så? Hvorfor fortsatte vi med at fiske torsken i Østersøen og Kattegat lige indtil bestandene kollapsede? Og hvorfor hører vi ikke fiskeriets interesseorganisationer – først og fremmest Danmarks Fiskeriforening – gå forrest i det her, og kalde på kvoter der er bæredygtige nok til at sikre fremtidens fiskeri?
Hvis vi vil udnytte det store potentiale, dansk fiskeri har, er vi nødt til at gå frem på anden vis, end nu. Og vi bør iklæde os et forsigtighedsprincip, der gælder fisk og natur – for jo bedre fiskebestandene har det, desto mere profitabelt og sundt bliver dansk fiskeri. Vi kan altså vinde meget på at passe lidt bedre på havet, på at kræve bæredygtige kvoter, og på at fiske på skånsomme måder, der ikke, ligesom bundtrawl, ødelægger havbunden og de marine økosystemer. Der skal også være fisk til de fremtidige generationer.
Lav nu et faktatjek på de postulater Alexander kommer med i artiklen. Det er på ingen måde et retvisende billede der tegnes af hverken fiskebestande og påvirkning. I virkeligheden er artikler som den her medvirkende til, at ødelægge de fremtidige muligheder for et bæredygtig fiskeri, når man ikke forholder sig til virkeligheden og de virkelige problemer for fiskebestande og havmiljø. 😞
Alexander er da inde på noget her. Mange nuværende fiskere kan huske hvordan en rigtig voksen torsk ser ud. At se vores natur og bestande i havet krølle sammen som det har gjort over de sidste år må være skræmmende når man lever af netop havet. I Kattegat er der – i fraværet af rovfisk – kun en unaturligt stor bestand af jomfruhummer tilbage. Og det er jo herligt for dem der trawler hummer. Men hvad med alle jeres andre medlemmer, der fisker med garn? I Bælthavet var vi meget tæt på at få et stort, sammenhængende trawlfrit område hvor naturgrundlag og fiskebestande kunne få en pause. Men så kæmpede I for at holde alle de største trawlpladser i Bælthavet åbne. Dvs de steder, hvor der er flest fisk. Og nu er hele det initiativ sparket til hjørne. Det er nogle gange svært at se hvad DFPO’s langsigtede vision er for det danske fiskeri.