Hvis initiativtagerne Marianne Agerholm og Tanja Nielsen skulle have været det mindste i tvivl om holdbarheden af deres projekt med en Vesterhavs Basar, så er den godt og grundigt manet i jorden efter en fantastisk søndag i Hirtshals Idrætscenter.
Fra start klokken 11 blev der hurtigt trængsel på parkeringspladsen udenfor, og allerede en times tid senere begyndte der også at være tæt pakket af glade og nysgerrige gæster, der ville opleve stemningen og gøre en god handel ved en eller flere af de mange stande i hallen.
Både gæster og stadeholdere virkede desuden til at være mildest talt ellevilde med det nye tiltag. Ikke mindst pigerne ved den ukrainske stand var taknemlige, idet de sidst på dagen havde solgt for omkring 7.000 kroner og fået indleveret meget til genbrug.
Efter den i alle henseender vellykkede søndag er der da heller ikke fligen af tvivl hos de to initiativrige tovholdere om, at de vil gentage den store succes, idet de foreløbig har booket 13. maj, 26 juni og 31. juli 2022 i Hirtshals Idrætscenter.
Forhåbentlig har en ny tradition dermed set dagens lys i Hirtshals.