Jeg bilder mig ind at kunne huske, at jeg fik 007s Aston Martin som legetøjsbil, inden jeg måtte se filmen, hvor den blev præsenteret første gang… fed bil og efterfølgende også en filmklassiker… Goldfinger, tror jeg, på en eller anden måde holder endnu… og det samme med et noget senere højdepunkt Skyfall, som jeg efter mindst 3 gensyn godt kunne finde på at se igen…
Jeg er ikke sikker på, at NO TIME TO DIE kommer op i den klasse, men den skal selvfølgelig ses for ligesom at komplettere et helt livs næsten altid gode filmoplevelser…
Denne film nr. 25 byder også på en Aston Martin, der kan lidt af det, den første kunne, og på mange måder er vi sådan lidt back to basis, inden Craig så takkede af…
Filmen må være en gave til alle konspirationsfan, som garanteret kan finde skyts til tanken om, at nogen må stå bag den aktuelle pandemi… Vor Herre/Moder Natur står nok bag diverse Vildfarne Engle, men al djævelskab er menneskabt… således også her…
25 er bare et tal… 007 ligeså… så det er ikke sikkert, at Nephews herlige sang om, at alt har en ende og om den aldrende agent, får ret i deres profeti, men personligt tror jeg, at jeg er nået til vejs ende i denne fortælling om den retfærdige agent med hang til kvinder og hårdtslående humor…
Kvinderne tager over… det er ok, men i denne film var der vist kun én klassisk humoristisk Bondkommentar… så… Prøv om du kan få øje på den!
Der er i sandhed aldrig nogen rigtig TIME TO DIE, men der er øjeblikke, hvor man må se virkeligheden i øjnene…
Tjek Bond og alle de andre herligheder i MovieHouse Hjørring her.
HUSK CORONAPASSET!
Total kastrering af en mere end to generationers mænd. Jeg burde have lyttet bedre, da min kone fortalte, at en af hendes veninder, der havde set mange 007-film sammen med sin mand, og som aldrig havde brudt sig om James Bond før, denne gang syntes det var en fantastisk film.
Og være blevet væk fra forestillingen i Hjørring Bio forleden.
No time to Die er sandt orgie i pladderromatisk- famliejournalnovellehældesukkersødævludaføret-leflen for MeToo bevægelsen, på det hvide lærred.
En filmhelt, der har lagt skønne, for os andre dødelige (inklusive redaktøren på dette forum), uopnåelige kvinder ned som var det vindmøller i Kjul, har denne gang, ikke kun, bedækket en yngre husmodertype (Leá Seudoux) ; men så sandelig også efterladt nok DNA materiale til at tøsen 9 måneder senere kunne føde en lille 007, hvis opvækst foregår på et så gudsforladt et sted som Norge, med NRK2 på skærmen i baggrunden af filmoptagelsen.
Gud bedre det.
Der er ingen tvivl om, at den søde, hårdtslående, hæklende og hjemmegående-bagende hus moder aspirant ville være et scoop for de fleste af biografens mandlige, og måske enkelte kvindelige, beskuere, men for Daniel Craig AKA James Bond må det sgu´ være en meget lille erobring.
Anderledes stiller det sig med den smukke, sensuelle medhjælper i skikkelse af Ana de Armas, der iført tætsiddende sort kjole leverer en af filmens absolutte toppræstationer under optagelserne på Cuba.
Hende skulle han have valgt i stedet for hus moderen.
Så ville vi mænd, der stadig ser 007 som Creme de la Cremen af Tju bang underholdning på det hvide lærred, ikke have følt trang til, når man forlod biografen efter forestillingen, at lade en hånd mærke om kuglerne stadig er der, eller om de er blevet udvasket sammen med Daniel Craigs i det Japanske øhav.