Af Paw Rytter
Byrådskandidat
Lokallisten
Kort inden byrådsmødet i går var administrationen i Hjørring Kommune ikke sikker på, om den havde forstået det juridiske grundlag for en udvidelse af havnen korrekt.
Det fremgår af en mailudveksling mellem direktør for Kultur, Teknik og Miljø, Bettina Hedeby Madsen og kontorchef i Miljøministeriet Charlotte Brøndum.
Bettina Hedeby Madsen spørger i en mail afsendt mandag aften, om Charlotte Brøndum kan bekræfte, at hendes læsning af to svar, som Charlotte Brøndum har udarbejdet, er korrekt.
Det drejede sig dels om svaret på spørgsmål nr.1600 til Folketingets Miljø og Fødevareudvalg, dels et svar til undertegnede omtalt i artiklen Kontorchef i Miljøministeriet trækker tæppet væk under borgmesteren i Hjørring.
I mailen skriver Bettina Hedeby Madsen bl.a.:
”Som jeg læser det svar, du har sendt (vedhæftet), så forhold du dig ikke til en konkret sag – er det korrekt forstået?
Og er det dermed også korrekt forstået, at det vedhæftede svar skal læses i sammenhæng med svaret på §20-spørgsmålet, hvor det er angivet, at ”En fravigelse forudsætter, at der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, at der ikke er nogen alternativ løsning, og at der træffes alle nødvendige kompensationsforanstaltninger.”?”
Det vil være en meget stor hjælp, hvis du kan svare på, hvordan du ser sammenhængen mellem de to svar inden der er byrådsmøde onsdag d. 27. oktober.”
Svaret på de to spørgsmål fylder næsten to tætskrevne A4 sider og ankommer onsdag d. 27. oktober kl.15.47. Altså blot lidt over to timer inden byrådsmødet.
Tre kvarter senere rundsender Tommy Christiansen svaret til medlemmerne af byrådet med en bemærkning om, at ”Det er administrationens vurdering, at svaret reelt er en gentagelse af de tidligere udmeldinger. Der er derfor ikke noget nyt i forhold til den sag, som I skal behandle i aften.”
Det er interessant. For Charlotte Brøndum kan ikke bekræfte Bettina Hedeby Madsens læsning af de to svar. Det eneste hun bekræfter positivt, er, at hun i sine svar ikke har forholdt sig til et konkret projekt. Derefter bruges resten af svaret fra Charlotte Brøndum på at redegøre for, hvordan Bettina Hedeby Madsen i sit spørgsmål nr. 2 blander forskellige problemstillinger sammen.
Charlotte Brøndum gør opmærksom på, at spørgsmål nr.1600, vedrørte processen i forhold til en ændring af et Natura 2000-område, mens hendes svar til undertegnede handlede om, hvorvidt Miljøstyrelsen har hjemmel til at give tilladelse til planer eller projekter i et Natura 2000-område.
Sidstnævnte bekræftes sammen med en redegørelse for, hvilke betingelser der skal være opfyldt forinden.
Resten af mailen fra Charlotte Brøndum beskæftiger sig med, hvilke udfordringer man står overfor, hvis ovennævnte betingelser ikke kan opfyldes.
Men ifølge de forarbejder til en miljøkonsekvensrapport, som Hirtshals Havn fik udarbejdet af Cowi i 2020, er der ikke noget, der tyder på, at betingelserne ikke vil kunne opfyldes. En udvidelse af Hirtshals Havn ud i Natura 2000-område N1 kan realiseres uden at påvirke Natura 2000-området væsentligt og/eller skade lokalitetens integritet.
Kort sagt tyder meget på, at havnen kan udvides uden af inddrage Lilleheden Klitplantage.
Man kan næsten ikke andet end undre sig over, hvorfor kommunaldirektør Tommy Christiansen ikke havde blik for kontorchef Charlotte Brøndums kritik af Bettina Hedeby Madsens læsning.
Måske er forklaringen såre banal. Man tog sig ikke tid til at sætte sig ind i, hvad det egentlig var, der stod i mailen. Hvilket fik den konsekvens, at en alvorlig sag blev hastet igennem.
Link til tidligere artikler
Arne Boelt (S) rasede under byrådsmødet over kritisk indlæg af Mette Jensen (C)
Kontorchef i Miljøministeriet trækker tæppet væk under borgmesteren i Hjørring