Allerede inden den første tone blev slået an ved koncerten fredag aften med Anders Blichfeldt og Version 1.0, var stemningen løftet på Vendelbohus. Gæster med billet til spisning blev budt på en virkelig lækker tre retters menu, kreeret af daglig leder Jimmy Møller og resten af det stærke team på Vendelbohus. Menuen fungerede som den perfekte optakt til en aften, hvor sanserne kom på overarbejde og følelserne i spil.

Efter middagen rykkede fokus for os spisende gæster nemlig fra bordets glæder til scenen i den store sal, hvor Anders Blichfeldt og Version 1.0 fra start tog publikum med på en forrygende musikalsk tour de force. Koncerten udviklede sig således hurtigt til et brag af en musikalsk oplevelse, hvor man stod med fornemmelsen af, at Anders Blichfeldt aldrig kan have lavet andet end at spille sammen med netop de fire lokale musikere i Version 1.0. Samspillet var stærkt og fyldt med gensidig respekt.

Sætlisten bød på en perlerække af velkendte numre fra Anders Blichfeldts bagkatalog og lange karriere, ikke mindst fra tiden i Big Fat Snake sammen med nu afdøde Peter Viskinde. Publikum blev taget nænsomt i hånden gennem stemningsfulde ballader som Someone Like You, videre til harmoniske og melodiske sange som Bonsoir Madame og No Peace Like in Heaven, inden der især i andet sæt blev skruet markant op for energien med den hårde rock i blandt andet So Sad.

En væsentlig del af koncertens succes lå i den generøsitet, Anders Blichfeldt udviste på scenen. Han gav generøst god plads til musikerne i Version 1.0. Vel at mærke ikke som statister, men som ligeværdige medspillere. Det klædte hele koncerten og gav tydeligt musikalsk udbytte. Christian Nygaard foldede sig suverænt ud på keyboard, mens guitarist Jens Varmløse leverede både skarpe guitarriffs og indlevede soli.

Rytmegruppen fik bogstavelig talt også spillerum. Lars Romedahl Møller på trommer lagde et solidt, dynamisk fundament under sangene, mens bassist Mark Lundtoft Christiansen bandt det hele sammen med sikker hånd og stor musikalitet. Det var kort fortalt musikere, der nød at spille med hinanden og ikke bare ved siden af hinanden, hvilket blev fornemt understøttet af teknikerne bag lys og lyd.

Fredag aften blev derfor ikke bare en fed koncertoplevelse, men en musikalsk fest af de uforglemmelige. Tiltaget med mulighed for lækker spisning før koncerten, gjorde oplevelsen helstøbt på Vendelbohus.
– Det var sjovt, rørende, og det var rock and roll, fastslog efterfølgende Anders Blichfeldt.


