Af Anders Rydahl-Jensen
Næstformand KD-Hjørring
I disse uger er byrådets forskellige udvalg godt i gang med at rammesætte besparelser i kommunen, og hvis alt går igennem, kommer det til at gå hårdt ud over særligt kulturområdet, som pt. står til at blive ramt af sparekniven med en besparelse på knap 10 millioner kroner over de næste tre år. Det gælder alt fra Hjørring Revyen, Naturmødet, bibliotekerne, historiske museer, kunstmuseum, Nordsøen Oceanarium, Nordjysk Pigekor og Hirtshals Operafestival til meget andet.
Det er altså kultur i alle afskygninger – til alle aldre og for både borgere, turister og besøgende. Endda på trods af, at Hjørring Kommune kan se frem til at overtage regionens kulturmidler fra 2027.
I referaterne og dagsordenerne kan man således se, at udvalgene i byrådet lægger op til afvikling af de årlige tilskud til f.eks.: Naturmødet i Hirtshals, Vrå Kunstbygning, Løkken Museum, Hjørring Sommerspil, Sangkraft, Hirtshals Operafestival, Nordjysk Pigekor, Hjørring Kommunes Kunstudvalg, Kulturaftale Nordjylland, Herregården Odden, Det Gamle Rugbrødsbageri i Vrå, lokalhistoriske arkiver, Børnenes Jord i Vrå, Vendelbohus og Ungehuset Arresten m.fl. Samt afvikling af sponsoraftalen med Hjørring Revyen.
Der lægges desuden op til en gradvis reduktion af driftstilskuddet til Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum, Nordsøen Oceanarium og Hjørring Teaterforening, som frem mod 2030 udgør 3 pct., samt en reducering af de administrative timer på Hjørring Bibliotekerne.
Endelig er naturvejledning og skoletjenesten ved Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Nordsøen Oceanarium foreslået til helt og aldeles nedlæggelse.
Det er altså stort set alle borgere og turister – unge som gamle – som disse besparelser kommer til at ramme. Åndelig læring, dannelse og oplysning er tilsyneladende ikke noget, som det nye byråd prioriterer højt. Heller ikke kommunens mange gæster vil blive tilgodeset af de mange besparelser – tværtimod.
Her taler man om omkring to millioner turister årligt og et turismeerhverv i vækst, som vil kunne mærke de potentielle forringelser. Men det er også flere tusinde af kommunens egne børn og unge, der vil blive berørt af nedlæggelsen af naturvejledning og skoletjenesten.
Det rejser spørgsmålet om, hvordan et byråd, som under sidste års valgkamp lagde stor vægt på både kultur- og turismeområdet, nu de facto er parat til at afvikle mange af kommunens mindre kulturinstitutioner og i den grad forringe vilkårene for de øvrige kultur- og turismeaktører.
For slet ikke at tale om kulturens betydning for borger- og byudvikling samt byens attraktivitet som bosætningskommune.


