Af Anne Honoré Østergaard
Folketingskandidat
Venstre
Folkeskolen er en af de vigtigste institutioner i vores samfund.
Det er her, børn lærer at læse, skrive og regne. Men det er også her, de lærer at være en del af et fællesskab.
Derfor bekymrer det mig, når flere børn i dag mistrives i skolen. Mange lærere fortæller samtidig, at der er mere uro i klasserne og mindre tid til den enkelte elev.
Når lærere bruger en stor del af undervisningstiden på at skabe ro i klassen, går det ud over både trivsel og læring. Det er ikke godt nok.
Derfor foreslår Venstre nu et markant løft af vores skoler.
Kernen i udspillet er flere timer med to voksne i undervisningen. En lærer og en pædagog – eller to lærere – i klasseværelset kan gøre en reel forskel. Det giver mere ro i klassen, bedre mulighed for at hjælpe den enkelte elev og tidligere støtte til børn, der har det svært.
Samtidig giver det bedre muligheder for at udfordre de elever, der kan og vil mere.
Men mindst lige så vigtigt er det, at vi giver skolerne frihed til selv at beslutte, hvordan ressourcerne bruges bedst.
Derfor foreslår Venstre, at midlerne lægges ud til skolerne gennem den såkaldte timebank. Det betyder, at skoleledelser og lærere lokalt kan vurdere, hvor behovet er størst. I nogle klasser kan det være i dansk og matematik. Andre steder kan det være i de små klasser eller i perioder, hvor der er særlige udfordringer.
For virkeligheden i en 1. klasse i Hjørring er ikke nødvendigvis den samme som i en 8. klasse i Aalborg.
Dygtige lærere og skoleledelser ved ofte bedre end Christiansborg, hvor behovet er størst.
Folkeskolen skal være et sted, hvor børn trives og lærer. Et sted hvor der er ro til undervisning, men også plads til forskellighed.
Det kræver flere voksne i klasseværelset.
Og det kræver tillid til dem, der står med opgaven hver dag.


