Af Anne Honoré Østergaard
Folketingskandidat og regionsrådsmedlem
Venstre
Endnu en gang er en hest blevet angrebet af en ulv. Denne gang ved Klim Strand. Heldigvis overlevede hoppen Orka, men billederne af bidmærkerne på dens hals er svære at se på.
Jeg har selv islandske heste.
Derfor rammer den slags historier mig. Jeg kan slet ikke forestille mig at komme ud på folden en morgen og finde en af mine egne heste skambidt efter et ulveangreb. For de fleste hesteejere er en hest ikke bare et dyr. Den er en ven, en træningsmakker og en del af familien. Man bruger tusindvis af timer sammen og opbygger et helt særligt bånd.
Alligevel bliver debatten ofte reduceret til, at »ulven jo bare følger sit instinkt«.
Det er sådan set rigtigt.
Men det er også helt irrelevant.
For spørgsmålet er ikke, om ulven gør det, ulve gør. Spørgsmålet er, om vi som samfund vil acceptere, at familier, landmænd og hesteejere igen og igen skal opleve, at deres dyr bliver angrebet.
Sidste år blev over 1.200 husdyr dræbt af ulve. Det er ikke bare tal i en statistik. Bag hvert eneste angreb står mennesker, som har mistet dyr, de holder af, og som de har haft ansvaret for.
Nu ser vi også angreb på heste.
Det burde få alarmklokkerne til at ringe.
Samtidig er kompensationsordningen langt fra tidssvarende. Den maksimale erstatning for en dræbt hest er 35.000 kroner.
Enhver med kendskab til islandske heste ved, at mange er væsentligt mere værd. En veluddannet islandsk hest kan let koste 70.000, 100.000 kroner eller mere. Avlsdyr og konkurrenceheste kan have en endnu højere værdi.
Men selv en erstatning svarende til den fulde markedsværdi løser ikke problemet.
Man kan ikke købe en ny relation. Man kan ikke erstatte de mange års træning, oplevelser og tillid mellem hest og ejer.
Derfor handler ulvedebatten ikke kun om økonomi.
Den handler om tryghed, om dyrevelfærd og om respekt for de mennesker, der hver dag passer deres dyr.
Vi har brug for en ulvepolitik, der bygger på virkeligheden – ikke på romantiske forestillinger. En politik, hvor beskyttelsen af mennesker og husdyr vægter mindst lige så højt som beskyttelsen af ulven.
For når endnu en hest bliver angrebet, er det ikke bare et enkeltstående tilfælde.
Det er et tegn på, at den nuværende balance ikke fungerer.
Og det er politikernes ansvar at ændre den.
Men er virkeligheden ikke at ulven er kommet for at blive??? At vi må accepterer at når vi har taget dens hjem og lavet det til marker, byer, veje etc.så må vi også accepterer at naturen forsøger at finde et nyt hjem til sig selv, i blandt os? Hvad giver os som mennesker ret til at bestemme over hvilke dyr der må være hvor og hvornår? Den her verden er da lige så meget dyrenes som den er vores? Og når dyrene er indhegnet, så har de ikke en jordisk chance for at flygte fra ulven som de ville kunne i naturen, så kan man ikke forbedrer indhegningen af ens dyrehold istedet for bare at aflive ulven?