Af Anne Honoré Østergaard
Regionsrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem
Folketingskandidat i Hjørring-kredsen
Dansk Industri har netop udgivet en ny rapport med et klart budskab: Regelvanviddet er ude af kontrol.
Over 500 virksomheder har delt deres erfaringer med administrative byrder, der spænder ben for deres hverdag.
Når virksomheder skal dokumentere, hvilken træsort en papkop er lavet af, eller navigere i uens GDPR-regler, er det ikke bare fjollet – det er ødelæggende.
Tallene taler for sig selv: Siden 2001 er antallet af danske love og bekendtgørelser steget med næsten 70 %. Vi drukner i regler. Og selvom politikere i årevis har talt om at rydde op, sker der alt for lidt.
Konsekvensen er klar:
• Mindre tid til innovation og udvikling.
• Højere omkostninger.
• Færre arbejdspladser og mindre konkurrencekraft.
Som politiker og som dansker er jeg grundlæggende træt af, at vores virksomheder skal bruge så meget energi på meningsløse administrative opgaver. Bureaukrati må aldrig blive vigtigere end virkeligheden. Nu har vi en unik chance.
Fra i dag har Danmark EU-formandskabet. Det giver os mulighed for at sætte gang i en europæisk oprydning, så vi fjerner unødvendige byrder og skaber mere sund fornuft – til gavn for danske virksomheder og danske arbejdspladser.
Tak til Lars Sandahl Sørensen og hele holdet i DI for at samle den dokumentation, vi som politikere har manglet. Nu handler det om vilje.