Af Anne Honoré Østergaard
Tidligere folketingsmedlem
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Folketingskandidat for Venstre
Hjørring-kredsen
Under Naturmødet i Hirtshals gik miljøminister Magnus Heunicke (S) torsdag aften på scenen til en såkaldt “DJ-battle”.
Med et beat fra Dr. Dre i baggrunden opfordrede han det fyldte telt til at råbe “trawlfri!” i kor – efter han havde sagt, at “fiskeriet i årtier har ødelagt de danske have med bundtrawl”.
Det kan lyde som en harmløs, måske endda sjov gimmick – men for os i Nordjylland er det ikke en leg.
For det første: Det er dybt problematisk, at en siddende minister bruger en festlig scene til at fremføre en så skarp og nedgørende kritik af en hel branche. En branche, som har været bærende for byer som Hirtshals, og som stadig udgør fundamentet for arbejdspladser, eksport og identitet i vores landsdel.
For det andet: Det er ikke bare ord. Samme minister sidder i disse uger og forhandler om fiskeriets fremtid. Når man så offentligt stiller sig frem og lader hånt om det erhverv, man samtidig skal samarbejde med, rejser det spørgsmål om, hvor seriøst man egentlig tager dialogen med dem, det handler om.
Jeg ved godt, at miljøet skal beskyttes. Og jeg ved, at bundtrawl påvirker havbunden – og at der skal ske udvikling. Men det skal ske i samarbejde med erhvervet. Ikke gennem skam og latterliggørelse.
Der skal være plads til forandring – men også til respekt. Respekt for det erhverv, der har brødfødt tusinder, og for de mennesker, der hver dag sejler ud for at holde liv i både kølediske og kystsamfund.
Man kan godt føre grøn politik uden at nedgøre andre. Humor kan være stærk – men kun hvis den bygger bro. Det her splitter mere, end det samler.
Jeg håber, regeringen husker, at også Nordjylland er en del af Danmark.
Diskussionen om post