Af Anne Honoré Østergaard
Folketingsmedlem for Venstre
Hjørringkredsen
Ærede soldater, udsendte og veteraner.
Kære pårørende.
I år er det 79 år siden, at samarbejdspolitikken ophørte. Det var den 29. august 1943. Dengang tog gode og modige mænd og kvinder kampen op. De sørgede for, at Danmarks stilling blev gjort klar, og de bragte Danmark hen på den rigtige side af verdenshistorien – sammen med De Allierede.
I dag kan vi i Danmark leve trygt og frit. Men det betyder ikke, at kampen for frihed er slut. Tiderne ændrer sig. Verden har forandret sig.
For et halvt år siden skete det, vi aldrig troede ville ske igen. Krigen vendte tilbage på europæisk jord. Lige siden Putins krigsmaskine invaderede Ukraine, har vores ukrainske venner kæmpet en lang og sej kamp for deres fædrelands frihed.
Deres kamp er en vigtig påmindelse: at frihed og fred ikke er gratis. De værdier består kun, hvis vikæmper for dem og passer på dem.
Derfor er der stadig brug for mennesker, som går forrest, når det brænder på. Det gør I, der står her i dag. I soldater og veteraner ved om nogen, hvilken kamp ukrainerne kæmper. I har måske ikke stået på dansk jord med ild våben og forsvaret Danmark mod en invaderende fjende. Men grundlæggende kæmper i den samme kamp som ukrainerne. De kæmper for deres værdier, deres sikkerhed, deres frihed.
Og med livet som indsats har I kæmpet og forsvaret Danmarks værdier, Danmarks sikkerhed og Danmarks frihed. I har bidraget til at gøreDanmark mere sikkert. De ofrer, som I gør og har gjort kan ikke underdrives.
I er forbilleder. For mig, for os alle, for Danmark.
*-*-*-*-*
Vi skal stadig passe på Danmark. Det gør I.
Danmark har brug for et stærkt forsvar. Derfor er jeg oprigtig glad for, at en bred række af Folketingets partier tilbage i marts indgik et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.
Med den aftale tager Danmark et større ansvar i kampen for en fri og fredelig verden. Det gør vi ved, at vi fra dansk side lever op til vores forpligtelser i NATO, så vi inden udgangen af 2033 når op på at bruge to procent af vores BNP på Forsvaret.
Der er hårdt brug for investeringer i Danmarks forsvar, så vi fremover kan bevare Danmarks sikkerhed.
*-*-*-*-*
Også vores veteraner har brug for en hjælpende hånd. Jer, der kommer hjem med ar på krop og sjæl. I Venstre insisterer vi på at gøre mere for jer veteraner. Venstre har altid været optagede af at sikre, at I bliver anerkendt for jeres indsats, og at I får den nødvendige støtte. Det skylder vi jer.
Derfor har vi blandt andet foreslået at sætte mere fokus på de kommunale veterankoordinatorer ved at afsætte 10 mio. kr. til en målrettet prioritering af den vigtige indsats, der ligger ude i kommunerne. Venstre vil også afsætte 10 mio. kr. særligt målrettet PTSD-ramte veteraner.
Så I kan få behandling for at pleje de sår, I har fået under jeres indsats for Danmark. Måske komme ud på arbejdsmarkedet. Der er ingen tvivl om, at I kommer hjem med en robusthed og en indsigt, som vi unægteligt skal værdsætte og benytte os af.
*-*-*-*-*
I dag flager vi over hele Danmark som en hyldest til alle dem, der siden afslutningen af Anden Verdenskrig har været udsendt for Danmark. Vi hylder deres indsats. Vi giver dem et klap på skulderen og et anerkendende nik. Vi viser vores respekt for deres heltemod.
Vi mindes dem, der betalte den højeste pris. Dem, der rejste ud og aldrig kom hjem igen. De gav deres liv for, at vi kan sidde trygt hjemme i stuerne. Det skal vi være dem evigt taknemmelige for.
Vi sender en kærlig tanke til de familier, der står tilbage. For bag hver udsendte står jer pårørende. I har været nødt til at give afkald på en person Ielsker, for at han eller hun kunne betale med sit liv i frihedens navn.
Hvis det ikke havde været for jeres støtte og opbakning, ville jeres mand, kone, kæreste, far, mor eller barn ikke kunne trække i uniformen og drage ud i verdens brændpunkter med Dannebrog på skulderen.
*-*-*-*-*
I dag fejrer vi alle jer: soldater, udsendte, veteraner og pårørende. Ord bliver fattige på en dag som i dag. I skal alligevel have et lille ord med på vejen med den størst mulige respekt herfra:
TAK, fordi I passer på os alle sammen.
Rigtig god flagdag.