Den 1. august 2025 kan kundemedarbejder Anne Marie Adamsen fejre sit 40-års jubilæum i Spar Nord Hjørring – en bedrift, der vidner om både dedikation og faglighed gennem fire årtier.
Anne Marie Adamsen blev ansat i Spar Nord i 1985 og har siden da haft sin daglige gang i lokalbanken i Hjørring. Gennem årene har hun løftet en bred vifte af opgaver og har opbygget en omfattende erfaring, som hun hver dag bringer i spil i sit arbejde med kunder og kolleger.
Hun er kendt for sin hjælpsomhed, sit store overblik og sin grundighed i alle arbejdsopgaver. Hos både kolleger og kunder nyder Anne Marie stor respekt for sin stabile og dedikerede tilgang, sit smittende humør og sin evne til at bevare roen – også når der er travlt.
I afdelingen er Anne Marie en afholdt kollega, som med sin lange erfaring og rolige væsen er en vigtig del af det daglige fællesskab og samarbejde.
Hele Spar Nord ønsker i lighed med NordsøPosten Anne Marie et stort tillykke med det flotte jubilæum.
Jubilæet markeres internt i banken blandt kollegerne i Hjørring.
Om Spar Nord
Med godt 430.000 kunder, 1.608 medarbejdere og 58 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Spar Nord justerede i oktober sine finansielle forventninger til hele året til et samlet resultat for 2024 i niveauet 2.100-2.300 mio. kr. efter skat – det næstbedste resultat i bankens historie.
For yderligere information se www.sparnord.dk


