Anne Valsted Lauritsen (VL): Vi måtte flygte fra hjemmet…

Af Anne Valsted Lauritsen
Kandidat til KV25
Vendelbo-Listen

At kunne være tryg i sit eget hjem er vel egentlig en grundlæggende rettighed?

At være borger i en kommune hvor man ved, der er et sikkerhedsnet. At brænder mit hus kommer brandvæsenet og slukker branden. At bliver jeg syg, kommer ambulancen. At mister jeg alt, findes der kontanthjælp. Det er vel grundlæggende ting, som vi alle forventer af vores samfund.

Nu er jeg så borger i en kommune, der ikke kom, da ”lokummet brændte”
Derfor stiller jeg op for Vendelbo-Listen til byrådsvalget 18. november.

Det her er svært at skrive. Ikke fordi ordene mangler – men fordi oplevelsen stadig sidder i kroppen.
Jeg skriver som mor, som borger, som et menneske, der står midt i noget, ingen familie burde opleve.

Det handler om et pyrolyseanlæg og biogasanlæg der forpester omgivelserne med støj, lugt, luftgener, og gør folk syge, og som nu også søger om en massiv udvidelse.

Der findes øjeblikke, hvor alt ændrer sig. For mig og min familie kom det øjeblik, da vi måtte forlade vores hjem – ikke fordi vi ville, men fordi vi ikke havde noget valg. Vores hjem. Vores base. Et trygt sted for vores tre børn at vokse op.

VI flyttede til Rakkeby, købte vores drømmehjem og livet så bare godt ud. Men så begyndte det, der ikke skulle ske: Lugtgener, tung støjende trafik, helbredsproblemer, bekymringer, og en usynlig utryghed, der sneg sig ind i hverdagen.

Vi begyndte at stille spørgsmål. Vi kontaktede kommunens forvaltning. Igen og igen. Vi troede vi boede i et trygt område. Et sted, hvor vores børn kunne lege i haven og cykle på vejene. Men langsomt blev luften omkring os tung. Det var først, da medierne dukkede op, at nogen begyndte at lytte.
Men da var det allerede for sent.

En lægefaglig vurdering fra Miljømedicinsk Afdeling, slog fast i maj måned, at miljøet i området (specifikt biogas og pyrolyse-anlæggene) nok er sundhedsskadeligt – især for vores barn som lider af en lungesygdom.

Vi så et barn som sygnede hen. Næseblod, hoste, mistrivsel, slimhindeblødninger i gane, svælg og nede i halsen, det blev hverdag for min 6-årige lille pige. Vi blev anbefalet at forlade vores hjem.

Det var ikke en beslutning, vi tog let på. Det var en af de tungeste i vores liv. Men vi tog den – for vores barns skyld.

Se billederne. Sådanne billeder burde ingen mor, være nødt til at lægge ud til offentligt skue.

I dag står vi tilbage med et hjem, vi ikke kan sælge, uden meget store værditab. Nu står vi med dobbelt husleje, alt sammen fordi Hjørring Kommune indtil videre har tilladt Agri Energys og Stiesdals forurening.
Vores base er væk. Vores fremtid er usikker. Det, der engang var vores trygge ramme, er blevet til et minde – og en påmindelse om, at vi som borgere kan blive svigtet, selv når vi råber om hjælp.

Det er ikke bare følelsen af at være blevet overladt til os selv. Det er også frustrationen over at se, hvordan kommunens undersøgelses-påbud stillede klare krav til virksomheden bag pyrolyseanlægget – blandt andet at anlægget ikke måtte lukkes ned til ombygning, før der var foretaget korrekte, retvisende og uvildige målinger. Men det skete alligevel. Anlægget blev lukket til ombygning, nogen af målingerne blev udført af virksomhedens egne folk, og ingen tog ansvar.

Derefter blev sagen bragt videre til styrelsen for patientsikkerhed, men her begynder det for alvor at blive grotesk. Styrelsen får adgang til nogen ”målinger”, selvom ledelsen i Hjørring Kommune var klar over at anlægget ikke var i normal drift da målingerne blev foretaget. Alligevel konkluderes det at der ”ikke er sundhedsfare” for borgerne.

Men det er der. Min datter er desværre et levende bevis. Se billederne. Kontrolmyndighederne agerede misvisende og vildledende.

Det er dybt uacceptabelt at statsstøttede virksomheder med økonomiske interesser i en sag får lov til at blande sig i måltagningerne – mens familier som vores står uden stemme og uden reel mulighed for at beskytte vores børn.

Den ubalance mellem borger og system undergraver enhver form for retssikkerhed og efterlader os borgere med en følelse af at være opgivet af det offentlige.

Derfor stiller jeg op til kommunalvalget i 2025. Ikke for at få magt, eller blive levebrødspolitiker. Men fordi jeg ved, hvordan det føles at stå midt i det hele – uden svar, uden hjælp og uden at blive hørt. Jeg stiller op for de borgere, der stadig kæmper.

For dem, der hvisker om bekymringer, men ikke tør råbe højt. For de helt almindelige familier, borgere, som bare gerne vil leve i tryghed og tillid til, at kommunen er der, når det virkelig gælder. Jeg vil arbejde for åbenhed, ansvar og respekt.

For en kommune, der handler og går i dialog, før det går galt – ikke først når pressen banker på. Hvis du ønsker en kommune, der sætter mennesker før systemer – så håber jeg, du vil støtte mig og VendelboListen ved kommunalvalget i 2025.

Jeg stiller op for VendelboListen fordi det faktisk er det eneste parti i Hjørring Byråd der uforbeholdent har stået op for os borgere i Rakkeby og talt vores sag åbent. Det, som VendelboListen står for, er jo netop at sætte borgeren i centrum. Vi borgere fortjener ikke bare at blive hørt.

Vi fortjener at blive taget alvorligt.