Det populære ”Annettes Kokkerier” i Lendum Kultur og Borgerhus lukker, og der søges snart en ny forpagter.
Indehaver Annette Kvist Bjerre oplyser:
– Det er med tungt hjerte jeg må meddele, at jeg har opsagt min forpagtning af Lendum Kultur & Borgerhus. Dermed lukker jeg også min virksomhed Annettes Kokkerier. Grunden hertil er helbredsmæssige udfordringer.
Samarbejdet med borgerhusets bestyrelse har været fantastisk og rammerne i huset er perfekte. Så hvis der sidder en derude, med en selvstændig “i maven” så tag endelig kontakt til mig eller en fra bestyrelsen Jeg aftræder d. 30/11-25.
Fester/arrangementer i aftrædelses-perioden, som allerede er aftalt gennemføres naturligvis, men jeg ser mig desværre ikke istand til, at tage yderligere aftaler ind.
Bedste hilsner Annette
Annette Kvist Bjerre åbnede den 1. oktober 2023 Annettes Kokkerier i Lendum Kultur- og Borgerhus. Det var fra begyndelsen en stor succes med mad ud af huset, selskaber og forskellige arrangementer, og værtinden forsøgte ihærdigt at gøre opmærksom på det vigtige i, at man lokalt benytter og støtter de lokale virksomheder.
Hun kom til Lendum med masser af dygtighed og erfaring efter mange år i branchen blandt andet som køkkenleder hos Kornets Hus, Café Rod i Strømgade i Hjørring og tidligere Food and Beverage Manager hos rederiet Fjordline.



