Galleri Tornby ved Tversted præsenterer argentinsk TANGO i billede, lyd og dans søndag den 22. juni kl. 13:00, hvor argentinske Cynthia Eisenberg har fernisering med smukke og udtryksfulde billeder.
Cynthias mand Mariano Álvarez synger og spiller… og dertil vil tangodansere fra Tango Aalborg – El Abrazo lægge det sidste lag af sanser på og fuldende denne argentinske oplevelse. Alle interesserede er velkomne.
Cynthia Eisenberg henvendte sig til Kim Tornby sidste år og spurgte, om det var muligt at udstille hendes billedkunst i Galleri Tornby, uvidende om, at Kim Tornby er gift med argentineren Andrea James, som udover sin hovedbeskæftigelse som pædagog også er professionel mosaik- og billedkunstner. Andrea og Kim har desuden et godt netværk af herboende argentinere, som vil deltage til ferniseringen.
Cynthia og Mariano er bosiddende i Buenos Aires, og de er på hver sit kulturelle felt professionelle kunstnere. De vil bo i galleriets kunstnerbolig i Vester Tversted fra den 16/6 – 26/6, og måske vil de lave små events i denne periode.
Udover malerier og grafiske værker kan der også opleves nye spændende skulpturer i bronze, glas, keramik og stentøj. Galleriet har blandt andet modtaget både malerier, keramik og bronzeskulpturer af Lea Peters, ny kunstner i Galleri Tornby, og så har de også den flotte nye udstilling af malerier fra Galya Popova og Victoria Cozmolici at vise frem. Alt i alt en flot og varieret kunstudstilling der er værd at køre efter.
Udstillingen kan opleves kl. 11 – 16 på samtlige søndage dage i perioden den 22/6 – 10/8, og når OPEN-flaget vajer ved Skagensvej 53B, Vester Tversted.
Mere info på www.galleritornby.dk
Diskussionen om post