Fra den 18. til 24. juli får besøgende mulighed for at opleve naturens dramatiske kræfter, det særlige vendsysselske lys og stemninger gennem fotograf Arturs Pirazkovs linse. Den skarpe fotograf udstiller nemlig en række af sine værker i Tornby Bjergelav ved Tornby Strand.
Plakaten til udstillingen prydes af et dramatisk billede fra Hirtshals Havn, hvor en kæmpe bølge bryder ind over dækmolen. Motivet er karakteristisk for Arturs Pirazkovs fotografiske stil, hvor naturens kræfter, lyset og kystlandskabet spiller en central rolle.
Arturs Pirazkov har gennem en årrække opbygget et navn med spektakulære natur- og landskabsfotografier fra især det nordvestlige Vendsyssel. Hans billeder spænder fra stormfulde havscener og nordlys til rolige solopgange, fyret og kystmiljøer samt ikke mindst isfugle og ræve, hvor teknisk præcision kombineres med sans for stemning og komposition.

I forbindelse med udstillingen inviterer fotografen alle med interesse for fotografi eller hans værker til at kigge forbi.
– Alle, der kan lide mit arbejde eller fotografering, inviterer jeg til min fotoudstilling, lyder opfordringen fra Arturs Pirazkov, som samtidig opfordrer til at dele opslaget om udstillingen. Blandt dem, der gør det, udloddes en præmie, når udstillingen slutter.
Rammerne er Tornby Bjergelavs nye bådhal, som er blevet et samlingspunkt for både kulturhistorie og kunst. Bjergelavet arbejder for at bevare fortællingen om områdets maritime historie og den gamle skudehandel mellem Danmark og Norge, og bådhallen danner løbende ramme om udstillinger og kulturelle arrangementer.
Udstillingen har åbent den 18., 19., 21., 22., 23. og 24. juli og alle dage fra klokken 11.00 til 17.00 i Tornby Bjergelavs bådhal på Strandvejen 80 i Hirtshals.



