Niklas M. Hansen er via AMU Nordjylland blevet realkompetencevurderet, og de mange års lagererfaring har givet mulighed for væsentlig afkortning af læretiden. Dette er specielt en fordel, når man som voksen er et sted i livet, hvor økonomi er en væsentlig faktor i forbindelse med at tage en uddannelse.
I Hirtshals Yard oplevede man tidligt i læreforløbet, at Niklas havde meget erfaring at byde ind med, og han fik hurtigt selvstændige arbejdsopgaver.
”For os er det vigtigt, at vi er med til at løfte ansvaret i forhold til at uddanne kvalificeret arbejdskraft. Vi kunne reelt have ansat Niklas som ufaglært på vores lager, men én af fordelene ved at uddanne elever er, at uddannelse også omfatter skoleophold, og her tilegner eleven sig teoretisk viden, som vi som virksomhed kan gøre brug af, når eleven kommer tilbage på arbejde”, fortæller Anders Hecht-Petersen, direktør ved Hirtshals Yard.
Uddannelsen som lager- og logistikoperatør afslutter med en svendeprøve, hvor eleven trækker en given lageropgave. For Niklas´ vedkommende har prøven foregået på AMU Nordjylland. Hirtshals Yard har som lærested være medspiller til at gøre drømmen fra ufaglært til faglært til en realitet for Niklas M. Hansen. Et kæmpe stort tillykke til alle parter, vejen er banet for en fremtid med fokus på evig læring og vilje til at skabe resultater for Niklas og for virksomheden.
Niklas M. Hansen har været omfattet af Lærlingeordningen, der til dagligt huses af Erhvervsservice Nord.
Hirtshals Yard er én af i alt elleve virksomheder, der står bag Lærlingeordningen, som også tæller Orskov Yard, MAN Energy Solutions, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik, EnTech Marine, SeaMech og SVANEHØJ.
”I rekrutteringsøjemed er alderen for mig ikke et issue. Jeg rekrutterer på kompetencer – ikke på cpr. nummer. Der er mangel på lærlinge, og der er et kæmpe potentiale i også at rekruttere i alderen 25+. På Niklas´ vegne er jeg rigtig glad for, at han har erhvervet det svendebrev, som han brændte for at få, og som nu åbner utallige døre for ham”, siger Anette H. Sørensen.
”I mit daglige arbejde omkring kvalificeret arbejdskraft med virksomhederne i Lærlingeordningen, er rekruttering en super spændende opgave. Og det gør mig ekstra glad, når virksomhederne også er positive indstillede over for at uddanne elever, der som Niklas går i voksenlære ”, slutter lærlingekoordinator Anette H. Sørensen.
Fakta om lærlingeordningen
Lærlingeordningen er et samarbejde mellem 11 virksomheder, som har ansat en fælles ressource til at tiltrække flere lærlinge, højne kvaliteten i uddannelserne, understøtte virksomhederne i håndteringen af lærlinge samt koordinere en turnusordning mellem partnerne således, at virksomhederne hjælper hinanden med at uddanne deres lærlinge bedst muligt til fremtiden. Partnere i ordningen er: Orskov Yard A/S, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard A/S, Soft & Teknik A/S, Mariendal, Vestkajens Maskinværksted A/S, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik A/S, EnTech Marine A/S, SeaMech A/S og Svanehøj.
Om Erhvervsservice Nord
Erhvervsservice Nord tilbyder ydelser på abonnementsbasis. Vi tilbyder højt specialiserede medarbejdere til virksomheder, hvor der ikke er arbejdsopgaver nok til fuldtidsansatte. Erhvervsservice Nord er et selvstændigt selskab ejet af Skagen Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening og Sæby Erhvervsforening. Læs mere på www.erhvervsservicenord.dk


