I Tversted og Uggerby har de haft en pause, hvor der ikke er blevet udbudt musikalske aktiviteter for små børn – men med en ny kirkesanger ved roret forsøger kirkerne nu igen at tiltrække det yngre publikum.
I denne omgang med Babyrytmik, der er tiltænkt børn i alderen 0-1 år og deres forældre.
– Til Babyrytmik skal vi synge, bevæge kroppen og lytte til musik. Det vil altid foregå på barnets præmisser, og vi skaber en tryg atmosfære gennem gentagelser af sange, lyde, fagter og bevægelser, lyder det fra kirkesanger Freja Gru.
– Babyrytmik tager ca. 30 minutters nærvær mellem barn og forælder, og herefter er der uformel, social hygge, hvor der gratis serveres frokost – og mor eller far kan få sig lidt tiltrængt “voksensnak” og møde andre småbørnsforældre, uddyber Freja Gru.
Dette er et forløb, der strækker sig over 6 gange – og det er ganske gratis.
Alle er velkomne til at deltage også selvom, du bor i Bindslev, Mosbjerg, Tolne, Bjergby, Mygdal, Horne, Hirtshals osv.
Babyrytmik starter lige efter nytår torsdag d. 5/1 kl. 10.30 og det foregår i Sognehuset ved siden af Tversted Kirke.
Datoerne er følgende: 5/1, 12/1, 19/1, 26/1, 2/3 og 9/3.
Send til tilmelding allerede i dag til kirkesanger, Freja, på mail: [email protected]



