Når kalenderen rammer 1. maj, og solen begynder at få magt over vestenvinden, indledes en helt særlig arbejdsdag på Løkken Strand. Det er dagen, hvor de ikoniske hvide badehuse igen sættes på plads langs vandkanten og forvandler stranden til det, mange kender som “Den Hvide By”.
En af dem, der hvert år spiller en central rolle i dette særlige forårsritual, er Bo Sand. Som medejer af familieforetagendet Brdr. Sand Badehusene på Løkken Strand er han blandt de vognmænd, der sørger for, at de omkring 480 badehuse kommer sikkert på plads, side om side, i lige rækker og med respekt for både tradition og æstetik.
“Det er en af de arbejdsdage jeg ser allermest frem til. Når det bliver 1. maj og solen skinner, spiller det maks. Det er vigtigt for os som vognmænd, at der er lige afstand mellem husene, så der er plads til alle, og vi går meget op i at sætte husene rimelig flot på linje, så de står flot,” siger Bo Sand til Visit Nordvestkysten.

For ham og kollegerne handler opgaven ikke blot om logistik og tunge løft, men også om at bidrage til byens identitet. Badehusene er nemlig langt mere end hvide skure i sandet. De er et levende symbol på Løkken og en væsentlig del af både bybilledet og strandkulturen.
“Jeg er stolt over, at jeg kan være med til at sætte et præg på byen. Når alle badehuse er kommet ned på stranden, forstår man hurtigt hvorfor de er så eftertragtet. Alle ønsker vel en havudsigt og en base de kan trække sig tilbage i på en af de skønneste strande i landet,” siger han videre.
Traditionen med badehuse i Løkken går langt tilbage. Allerede i 1860’erne blev der opstillet badevogne på hjul, som gæster kunne benytte til omklædning før badning i havet. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udviklede de sig til faste badehuse, og i 1925 tog byggeriet for alvor fart, da badelivet blev folkeligt.

Populariteten blev så stor, at der i 1933 blev indført forbud mod overnatning i husene, og senere fastsatte kommunen klare regler for både udseende og placering. Badehusene skal være hvide, stå i lige rækker og placeres typisk 10 til 15 meter fra klitfoden, så facaderne danner en rolig og harmonisk linje langs stranden.
I dag er det primært lokale, der ejer badehusene, ofte gennem flere generationer. Kommunen har givet tilladelse til knap 500 huse, og ventelisten til strandret er lukket, hvilket kun har øget interessen. Turister må derfor nøjes med at nyde synet, men netop det karakteristiske syn er for mange en uadskillelig del af sommeroplevelsen i Løkken.
Badehusene har også fundet vej ind i byens øvrige miljø, hvor både butikker og restauranter har ladet sig inspirere af de hvide facader. Sammen med Sømærket, Signalmasten og Vandtårnet i klitterne udgør de et samlet billede af Løkken som kystby.
Når badehusene igen står som perler på en snor fra maj til september, markerer det ikke blot starten på sommeren – men også et levende møde mellem historie, fællesskab og havets åbne horisont.


