Lotte Vang, der er bæredygtighedschef i Hjørring Kommune, er en ildsjæl fra Hjørring, der med hele hjertet arbejder for Bæredygtighed og Grøn Omstilling.
Nu indtræder hun i et nyoprettet grønt Advisory Board, under den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling.
Som del af ny strategi lancerer Rådet for Grøn Omstilling et grønt Advisory Board for nogle af Danmarks mest ambitiøse virksomheder og organisationer.
Formålet med det rådgivende organ er at skabe et forum for levende og inspirerende dialog, hvor dyb faglig viden og erfaringer bringes i spil.
Det skal være et forum, hvor der arbejdes med de vigtigste grønne dagsordener, udforskes muligheder for udvikling på tværs af værdikæder i den grønne omstilling – og for Rådet for Grøn Omstillings videre arbejde.
Lotte Vang kommer til at sidde til bords med blandt andre Velux, Coop, Better Energy, European Energy, Innargi, Lederne – Danmarks største lederorganisation og Center for Bæredygtige Hospitaler.
Lotte Vang er også aktiv i NBE (Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark), hvor hun både sidder i bestyrelsen og forretningsudvalget.
Forperson for det grønne Advisory Board bliver den erfarne Marianna Lubanski som blandt andet har arbejdet med etablering af Copenhagen Cleantech Cluster, skalering af grønne startups i Silicon Valley og matchmaking mellem forskningsverdenen og grønne frontløbervirksomheder.
– Jeg håber virkelig, at Advisory Boardet kan blive et vigtigt mødested for aktører på tværs af erhverv, politik, forskning og civilsamfund. Et sted, hvor vi kan mødes og lære af hinanden, blive udfordret, se nye muligheder og komme med indspil, anbefalinger og viden, som kan være med til at fremme omstillingen. Det er der i den grad brug for, siger Marianna Lubanski.
– Det er kun gennem samarbejde og dialog, at vi forandrer og løser noget. Derfor er det så vigtigt, at vi får samlet folk omkring bordet og får skabt et nysgerrigt og inkluderende rum, hvor vi kan få ny viden, nye erkendelser, åbner op og derfra kan komme videre.
Advisory Boardet vil mødes to gange årligt, og første møde er planlagt i august 2024.


