Lokalpolitikerne har ifølge Thomas Klimek (S), som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget, efterhånden en dejlig vane med at tænde det lange, politiske lys og lægge spor og strategier ud, der peger ud over egen tid og mandat på pinden i Hjørring Byråd.
Lokalpolitikerne gjorde det ifølge formanden for Arbejdsmarkedsudvalget med Hjørring-modellen i 2014 og Ungegarantien i 2019. Onsdag aften gjorde byrådet det så igen ved punkt 20 på dagsordenen. Det handlede som allerede antydet om et banebrydende 10-årigt samarbejde mellem Aalborg Universitet og Hjørring Kommune, som nu er godkendt af et samlet byråd i Hjørring. Projektet har navnet Følgeforskning på UngeGarantien frem til 2031.
– Når vores unge sætter spor, finder deres stier, vil det nu sætte aftryk i forskningen af de unges valg og prioriteter. Vi vil i bedste fald få viden, der gør, at vi kan indrette tilbud til børn, unge og unge voksne endnu bedre, noterer Thomas Klimek.
– Det er i min verden politik, når det er bedst – og det skal vi huske hinanden, og alle de fine kandidater, på de næste måneder, hvor der går lidt balalajka og valgkamp i den. Det er de her aftener, der er det hele værd, slutter udvalgsformanden.


