Resultatet er blandt andet skabt på grundlag af god indtjening i den primære drift. Her opnår sparekassen et resultat på næsten 269 mio. kroner, hvilket er en stigning på godt 18 mio. kroner sammenlignet med 1. halvår 2020.
Tager man hovedlinjerne i regnskabet, lyder de på:
- Et resultat før skat på 380 mio. kroner
- Stor stabilitet i den primære drift. Et resultat på 269 mio. kroner, en stigning på godt
18 mio. kroner sammenlignet med 1. halvår 2020 - Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender bidrager med 20 mio. kroner
- Netto rente- og gebyrindtægter på 675 mio. kroner. En stigning på 100 mio. kroner
sammenlignet med sidste år - Positive kursreguleringer på godt 73 mio. kroner.
Administrerende direktør for Sparekassen Vendsyssel Vagn Hansen fortæller:
”Vi er meget tilfredse med halvårsresultatet for 2021, og vi er specielt glade for den fortsatte stabilitet i vores primære drift. Resultatet viser, at sparekassen har en solid kerneforretning, hvor vi igen leverer en stærk indtjening. Det er vores strategi, at vi løbende skal udvikle forretningen, men det skal altid være med udgangspunkt i en kontrolleret vækst. Halvårsregnskabet bekræfter os i, at vi er særdeles velkonsoliderede, hvilket giver os stor handlefrihed og ro til at kunne tænke langsigtet.
Både sparekassens kursreguleringer og nedskrivninger var ved halvåret 2020, ligesom resten af den finansielle sektor, påvirket af udfordringerne med Covid-19, men også her er der styr på forretningen. Vores kursreguleringer for 1. halvår 2021 bidrager med 73 mio. kroner stærkt til årets resultat, og vi har samtidig tilbageført en del af vores nedskrivninger, så vores samlede nedskrivninger på udlån og tilgodehavender i regnskabet netto viser et plus på 20 mio. kroner.
Sparekassens næsten 700 medarbejdere har igen ydet en rigtig stor indsats. Der har blandt vores ca. 179.000 kunder været stor efterspørgsel på rådgivning. Mange har blandt andet været aktive på boligmarkedet, hvilket udover finansiering af boligen også har genereret andre forretninger. Det er en stor økonomisk beslutning for en familie at handle bolig, så det er f.eks. god rådgivning samtidig at se på familiens forsikrings- og pensionsforhold.
Vi oplever en god opbakning om sparekassen. Vi er godt rustet til fremtiden, og vi vil fortsætte med at drive en stærk og velkonsolideret finansvirksomhed med udgangspunkt i sparekassemodellen.”
I en garantsparekasse indskyder en række kunder kapital. Dette belønnes med en årlig garantrente. Sammenlignet med et aktieselskab er der altså ingen aktionærer, som løbende skal honoreres. En god del af overskuddet kan derfor bruges til at støtte almennyttige formål lokalt.
Sparekassen Vendsyssel har cirka 54.000 garanter, hvilket er ca. en tredjedel af kundebestanden. Sparekassen Vendsyssel er p.t. i planer om en ligeværdig fusion med Jutlander Bank A/S. Ambitionen er, at man under navnet Sparekassen Danmark ønsker at skabe Danmarks største, mest velindtjenende og bedst kapitaliserede garantsparekasse. Sparekassen Danmark vil i kraft af, at den blandt garanterne vil have mange store fonde, der foretager uddelinger til almennyttige eller velgørende formål, få en samfundsmæssigt stærk bæredygtig forretningsmodel.
Fusionen kommer til afstemning hos Jutlander Banks aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling den 25. august, og sparekassens repræsentantskab skal stemme om fusionen på et repræsentantskabsmøde den 31. august. Bliver fusionen vedtaget, vil Sparekassen Danmark, efter godkendelse fra Finanstilsynet, være en realitet fra den 1. september.
Vagn Hansen slutter:
”Som garantsparekasse kan vi tillade os at have andre succeskriterier end at skabe overskud til aktionærerne. Vores garanter bliver honoreret med en årlig garantrente, men de forventer samtidig, at sparekassen bidrager til udvikling og investerer i de lokalområder, hvor vi driver vores forretning.
Vi ser frem til et spændende 2. halvår og glæder os bl.a. over fusionsplanerne med Jutlander Bank. Vi deler både værdier samt de grundlæggende principper for drift af et sundt pengeinstitut, ligesom både vi og Jutlander vægter tilfredse kunder og den lokale forankring højt.”
Den fulde Halvårsrapport 2021 kan ses på www.sparv.dk
Hvor stor et beløb af overskuddet, kan relateres til negativ rente, af folks indestående i banken. Det er vildt frustrerende, at banken skovler penge sammen og betaler svimlende beløb i skat, af de penge, som kunderne har som indestående. Ved godt, at Mette Frederiksens regering, sagtens kan finde noget at bruge skatte pengene til, men det var måske bedre, at kunderne selv bestemte over sine penge, i stedet for, at Sparekassen Vendsyssel, føler sig forpligtiget til at være dommer over, hvor meget de synes vi unødigt skal bidrage til stats kassen.