Befrielsen fra den tyske besættelsesmagt, der fandt sted den 4.-5. maj for 77 år siden, betød, at en hverdag i fredstid kunne påbegyndes efter fem års besættelse.
Der gik dog en rum tid herefter med at bringe bybilledet og hverdagen tilbage til normalen, og det gjaldt i særlig grad langs den jyske vestkyst, hvor der under besættelsen blev bygget store tyske anlæg som forsvar mod et angreb fra vest. Disse anlæg var en del af forsvarslinjen Atlantvolden, der strakte sig fra den spansk/franske grænse i syd til Nordkap i nord.
Den 4. maj kl. 16 fortæller museumsinspektør Chrestina Dahl i et foredrag med titlen ”Befri os fra bunkerne!” om, hvordan oprydningen i disse anlæg blev håndteret i Danmark i tiden umiddelbart efter befrielsen, og om hvorfor Atlantvoldens bunkere var så svær en størrelse at håndtere. Ligeledes vil der blive fortalt om, hvordan udviklingen i danskernes forhold til de bastante betonbunkere har udviklet sig sidenhen.
Efter foredraget, der finder sted på Vendsyssel Historiske Museum, vil der være et let aftensmåltid, tilmelding til mdn@vhm.dk eller på 30388650, senest 30.april. Prisen på arrangementet er 95 kr.