Efter episoden i Oksbøl, hvor ulve er blevet for vant til mennesker som følge af mulig fodring, advarer Anette Reinholdt nu også borgere og myndigheder i Hjørring Kommune.
Anette Reinholdt bor selv i et område, hvor ulve er blevet observeret, og hun ønsker ulven velkommen, men kun så længe den holder afstand til mennesker, skriver TV2 Nord.
“Ulvene skal være her, men de skal ikke opsøge mennesker. Derfor skal vi forebygge, at situationen i Oksbøl sker heroppe,” siger hun. Hun peger især på fodring af rådyr i sommerhusområder som en væsentlig årsag til, at ulve kan søge tættere på beboelse.
Hjørring Kommune bekræfter, at de har modtaget Reinholdts henvendelse. Kommunen oplyser, at de ikke har lovhjemmel til at forbyde sommerhusejere at fodre rådyr, men vil informere grundejerforeningerne om de risici, fodringen medfører. Naturmedarbejder Laus Gro-Nielsen understreger, at fodring i forvejen er uhensigtsmæssig, fordi rådyr ikke mangler føde i naturen.
Reinholdt advarer desuden om, at nogle naturfotografer kan finde på at lægge mad ud for at få billeder af ulvene. Ifølge hende kan sådan adfærd skabe ulveturisme og føre til nærgående ulve, som mister deres naturlige skyhed: “Folk skal jo skræmme dem væk, så de lærer, at mennesker er farlige,” siger hun til TV2 Nord.
Miljøstyrelsen bekræfter ligeledes, at fodring af rovdyr som ulve i mange tilfælde er ulovligt og kan føre til farlige situationer, hvis dyrene forbinder mennesker med mad.
Som konsekvens er Reinholdt stoppet med at dele oplysninger om ulves opholdssteder: “Jeg er blevet advaret om at lade være med at dele, hvor de er,” fortæller hun.


