Efter et langt – og ikke helt uproblematisk tilløb – har bestyrelsen for S/I Tornby Friplejehjem indgået en entreprisekontrakt med firmaet HMC Byg & Anlæg A/S fra Løgstør om opførelse af det godt 2.600 m2 store friplejehjem på Købstedvej i Tornby.
Bistået af arkitektfirmaet ATRA arkitekter Aalborg Aps blev byggeriet af Tornby Friplejehjem sendt i licitation i februarmåned. 4 nordjyske byggefirmaer blev indbudt til opgaven og blandt de 3, der valgte at aflevere et tilbud, var HMC Byg & Anlæg billigst.
Ganske vist oversteg entreprisesummen det fastlagte budget, men takket være lokal velvillighed er det lykkedes at få økonomien i byggeriet til at nå sammen uden at foretage drastiske besparelser.
Formanden for Tornby Friplejehjem Peter Skovgaard udtaler, at han er glad for, at HMC Byg & Anlæg er valgt til at stå for byggeriet af friplejehjemmet. Vi har sammen med ATRA haft goder møder med HMC Byg og Anlæg og føler os tryg ved, at de kan klare den store opgave. Det er også meget positivt, at vi i Tornby nu endelig kan komme i gang med byggeriet af vort friplejehjem efter lang tids forarbejde, slutter Peter Skovgaard.
Det er planen, at byggeriet startes op allerede i starten af junimåned. Byggeriet afsluttes i juli måned 2025 med forventet indflytning af de første beboere primo august 2025.
Endnu forestår der dog flere arkæologiske udgravninger på byggegrunden på Købstedvej. Efter nogle prøvegravninger i marts måned bliver der i den kommende uge foretaget opfølgende udgravninger i det område, hvor bygningerne skal placeres.