Betina D. Jensen fra Nordea-fonden var i dag på besøg i Hirtshals Tennisklub, hvor hun blev mødt af en flok skønne mennesker, der driver klubben med masser af idéer og initiativer til gavn for alle medlemmerne og lokalsamfundet.
For tiden er klubben som tidligere omtalt i gang med at realisere drømmen om en ny Multibane, som også Nordea-fonden nemlig nu har doneret ikke mindre end 50.000 kroner til at etablere ved klubhuset på Halvejen i Hirtshals.
– Vi fik en god snak om det gode liv i klubben, som har eksisteret siden 1938 og dermed også under Besættelsen, hvor den snarrådige klub var en af de største klubber i forhold til indbyggertallet, også båret af, at man i god tid havde købt et stort lager ind af bolde, som ikke var lette et skaffe, fortæller Betina D. Jensen.
– Snakken faldt også på frivillighed og fremtiden. Klubben gør gode indsatser i dag for at få flere unge med i klubben, både via skolesamarbejde og nu multibanen, men det er virkelig svært. Jeg er selv aktiv frivillig, og har været det i mange år – jeg deler i den grad bekymringen ift. at få flere unge/yngre ind i foreningslivet. Både som medlemmer men i særdeleshed også som frivillige, uddyber Betina D. Jensen.
– Vi har i Danmark noget helt unikt i forhold til frivilligheden, og det er en stor grundpille i vores velfærdssamfund. De selvejende Institutioner og foreningerne spænder bredt fra Idræt, natur, kultur og til omsorg hvor udsatte kan få hjælp, vejledning og socialt samvær. Alt sammen bidrager til oplevelser, fællesskab og det gode liv, og kan kun lade sig gøre pga. de frivillige ildsjæle, lyder det videre.
– Hvis vi allerede nu tænker over det, kommer det nok ikke så vidt, men vi bliver et fattigere land, hvis der bliver for stor mangel på frivillige i fremtiden. Hyld de frivillige, og giv selv en hånd med hvor du kan. Ingen kan alt, men sammen kan vi meget, slutter Betina D. Jensen.