Af Betina D. Jensen
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Efter nogle meget inspirerende dage i Sotenäs kommun, hvor vi bl.a. har hørt om Smögenlax, Kungshamnsfiskarna, Renahav, Klevs Gård og Swedish Algae Factory, ved jeg nu, at det vi tidligere betragtede som affald – noget der både klimamæssigt og økonomisk kunne være en belastning – kan i virkeligheden være en værdifuld ressource.
Smögenlax handler om landbaseret lakseopdræt og cirkulær fødevareproduktion. Meget interessant for os, da vi også i Hirtshals har lignende interesser. Smögenlax er ved at knække nødden for landbaseret opdræt ved selv at lave energi og foder. Det foder de nu har lavet, er 11% mere effektivt. De modige der smagte foderet, siger det smagte af fisk.
Hos Kungshamnsfiskarna handler det om lokale erhvervstraditioner som nu udvikles videre gennem nye samarbejder. De har også køl, frost og tankstationer. Da vi var her i formiddag, havde 3 danske skibe allerede været forbi. Et dansk skib sparer ca. 100.000,- på en halv tank ift. Danmark. Særligt pga. CO2-afgiften, men også valutakursen.
Hos Renahav så vi, hvordan restprodukter fra fiskeindustrien og madaffald kan omdannes til energi og biologisk gødning – samtidig med at belastningen af havmiljø og omgivelser reduceres. De rengør 30.000 ton – som bliver til både gas, varme og el.
Ligger midt i byen, men der er ingen lugtgener pga. kulfiberløsning.
Hos Swedish Algae Factory fik vi indblik i, hvordan mikroalger kan danne grundlag for højteknologiske materialer med anvendelse i bl.a. hudpleje og andre fremtidige produkter og løsninger – et virkelig fint og unikt produkt, som sælges videre for 15 euro pr. gram.

Klevs Gård er et spændende eksempel på cirkulær erhvervsudvikling og industrisymbiose. Klevs Gård samarbejder med Renahav, hvor restprodukter fra fiskeindustrien/biogasprocessen bliver til biogødning, som både sælges og bruges på gårdens marker. Herudover laver de biokul med pyrolyse og driver økologisk/ansvarligt landbrug med planteavl, ægproduktion mv., som de også sælger i deres gårdbutik.
Fun fact: Gårdbutikken er 3 m2 og sælger for 3 millioner om året.
Min største observation handler ikke kun om teknologien, men i lige så høj grad om entreprenørskab og stærk vilje til at samarbejde på tværs – mellem virksomheder, kommune, forskning og erhvervsliv.
Ærligt tænker jeg faktisk, at vi i Hjørring Kommune også har masser af eksempler herpå, og er kommet rigtig langt – det kan vi bestemt være stolte af.
En stor tak til alle, vi har mødt i Sotenäs Kommune, samt virksomhederne for at tage så godt imod os og dele både viden, erfaringer og ærlige perspektiver.
En særlig tak også til embedsværket i Hjørring Kommune for stærk facilitering – og for den vigtige viden, I også kunne dele med vores svenske kolleger. Vi kom ikke kun for at lære – vi blev også bekræftet i vores egen vej, og fik sat Hjørring Kommune på landkortet.
Og tak til mine byrådskolleger i Teknik- og Miljøudvalget for gode stunder, drøftelser og fælles nysgerrighed.
Turen har gjort mig klogere – og giver et stærkere grundlag for at træffe beslutninger om erhvervsudvikling, grøn omstilling og cirkulære løsninger fremover.


