Arbejdet med at kortlægge og udvikle idrætsfaciliteterne i Hjørring by går nu ind i en ny fase, når Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget (BFU) den 2. februar får en status på den omfattende analyse, der skal danne grundlag for fremtidens prioriteringer på området.
Udvalget godkendte i juni 2025 et kommissorium, der samler flere strategiske opgaver i én samlet analyse. Formålet er at skabe et solidt vidensgrundlag for de politiske drøftelser om, hvordan kommunens idrætsfaciliteter bedst kan udvikles og udnyttes i de kommende år.
Baggrunden for arbejdet er blandt andet en kapacitetsanalyse fra 2024, som viste markante forskelle i udnyttelsen af de kommunale idrætshaller. Hallerne i Hjørring by blev i høj grad booket til kapacitetsgrænsen, mens flere haller uden for byen havde betydeligt lavere aktivitet. På den baggrund besluttede udvalget i efteråret 2024 at sætte fokus på en bedre samlet udnyttelse af faciliteterne på tværs af kommunen. Samtidig er der behov for at opdatere den eksisterende masterplan fra 2021, som hidtil har dannet grundlag for udviklingen af Hjørrings haller.
Analysen gennemføres af Idrættens Analyseinstitut, som i september 2025 præsenterede udvalget for analysedesign og procesplan. Arbejdet bygger på både lokale forhold, nationale tendenser og en bred inddragelse af foreninger og brugere. Det endelige resultat skal omfatte konkrete løsningsforslag og strategiske anbefalinger, der kan danne udgangspunkt for en politisk prioritering af investeringer og initiativer.
Den 17. marts inviteres borgere, foreningslivet og øvrige interessenter til et borgermøde, hvor de foreløbige resultater bliver præsenteret og drøftet. Her får deltagerne mulighed for at bidrage med perspektiver, erfaringer og ønsker til den videre udvikling.
Den samlede rapport fra Idrættens Analyseinstitut forventes fremlagt for udvalget i sommeren 2026. Først herefter kan den politiske behandling af den langsigtede strategi for idrætsfaciliteterne i Hjørring by for alvor gå i gang.
På udvalgets møde den 2. februar giver forvaltningen en status på fremdriften i analysearbejdet, som efter planen fortsætter ind i foråret.


