Et unikt samarbejde mellem performancekunst, sygeplejeuddannelse og hospitalspraksis i Hjørring får nu et markant økonomisk rygstød. Bikubenfonden har besluttet at støtte projektet In the Mirror of Care Work med 500.000 kroner – en bevilling, der vækker stor begejstring blandt de involverede parter.
Projektet, som har rødder tilbage til 2019, forbinder kunstneriske metoder med sundhedsfaglig praksis og har til formål at udvikle nye måder at arbejde med omsorg, ritualer og relationer i både uddannelse og klinik.
“Heroppe i Hjørring er vi ovenud begejstrede over, at Bikubenfonden har valgt at bidrage med 500.000 kr. til projektet In the Mirror of Care Work,” siger performancekunstner Inga Gerner Nielsen, der har været en af de bærende kræfter bag initiativet siden starten.
Begyndte som kunstnerisk eksperiment
Samarbejdet tog sin begyndelse i 2019, hvor Inga Gerner Nielsen indgik et partnerskab med lektor Helle Kronborg Krogsgaard. Med opbakning fra uddannelsesleder Sanne Holm har projektet over årene udviklet sig fra et kunstnerisk eksperiment til et fast element i sygeplejeuddannelsen på UCN.
Samarbejdet har allerede ført til immersive performance-installationer på UCN i både Hjørring og Thisted, samt symposier, udgivelser og undervisning i interaktiv performance, sanselighed, poesi og relationsdannelse på flere semestre.
“Bevillingen er en fantastisk anerkendelse af det samarbejde, som begyndte i 2019,” siger Inga Gerner Nielsen.

Kunst midt i klinisk praksis
Projektet tog et afgørende skridt ind i sundhedsvæsenets hverdag sidste år, da performance-installationen Poetisk Personalestue blev inviteret ind på Intensivafsnittet på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Initiativet skete som en del af projektet Rutiner og ritualer i forbindelse med afslutning af behandling og dødsfald, i samarbejde med udviklingssygeplejerske Marie Damgaard Winther.
Her blev kunstneriske greb brugt til at skabe refleksion og opmærksomhed omkring overgangssituationer, sorg og afslutninger – temaer, som ofte fylder meget i klinisk praksis, men kan være svære at italesætte.
Fokus på overgangserfaringer og ritualer
I de kommende år skal projektet videreudvikles direkte på Regionshospital Nordjylland. Her vil performance og udstillinger tage form i praksisnære rammer med særligt fokus på liminalitet og overgangserfaringer. Arbejdet sker i tæt dialog med kurator Rebekka Anker-Møller.
Samtidig udvikles der kunstbaseret undervisningsmateriale og en kommende udgivelse i samarbejde med lektor Ann Karenina Kløve Laugaard og Anna Smed Sørensen. Målet er at give både sygeplejestuderende og færdiguddannede sygeplejersker et fælles sprog for ritualer og en styrket æstetisk opmærksomhed i det daglige arbejde.
Ifølge Inga Gerner Nielsen handler projektet i sidste ende om at give omsorgsarbejdet flere nuancer.
“Med Bikubenfondens opbakning kan In the Mirror of Care Work fortsætte med at skabe kunstneriske rammer for en banebrydende tværfaglig indsats, hvor performance-metoder både beriger sygeplejeuddannelsen og bidrager til udvikling af praksis i sundhedsvæsenet,” siger hun.
Langsigtede ambitioner
Det langsigtede samarbejde rummer også planer om en større kunstudstilling, som skal perspektivere arbejdet i dialog med kulturhistoriske værker fra nationale kunstinstitutioner.
Projektet har gennem årene modtaget økonomisk støtte fra blandt andre Nordisk Kulturfond, Jyske Kunstfond, Region Nordjylland, Hjørring Kommune, Circle-U og Statens Kunstfond.
Med den nye bevilling fra Bikubenfonden får In the Mirror of Care Work nu mulighed for at forankre og videreudvikle sit arbejde i endnu tættere samspil mellem kunst, uddannelse og sundhedsvæsen.
Læs meget mere her om projektet.


