Det var galleriejer Jytte Meier selv, der bød velkommen, da der pinsedag var fernisering med et par nye billedkunstnere hos Tronsmark Gl. Skole, Galleri & Kunstværksted vest for Bindslev.

Det var til gengæld Birthe Østergaard fra Tversted Borger og Turistforening, der holdt den officielle åbningstale, før de fremmødte gæster kunne beruse sig i billederne og kunsthåndværket på Tronsmark Gl. Skole.
Beruselse var da også lige præcis det centrale tema i den flotte åbningstale, hvor kunst og kreativt kunsthåndværk kom til at stå som nødvendig modvægt til verdens galopperende dårskab.
Altså netop som noget, man har brug for at beruse sig i og hengive sig til. Begrebet blev således i talen behændigt brugt til sobert og sagligt at hylde den ophøjede eller henførte tilstand, hvor ens sanser og tanker er påvirkede, men altså her ikke kun af den serverede vin, men først og sidst af æstetikken. Sindet bliver kort fortalt stemt.
Pinsens to nye udstillere er i øvrigt billedkunstnerne Helle Hansen fra Tversted og Ingelise Isak fra Mariager. Begges værker giver da også rig mulighed for denne berusende iagttagelse og fordybelse.
Ligesom resten af det udstillede som altid er et beruset besøg værd. Akkurat som gode kunstnere har deres egen signatur, forstår Jytte Meier også altid at sætte sit charmerende præg på Tronsmark Gl. Skole.
Diskussionen om post