Katrine Bach Skovmand, kunstnerisk leder af Sangkraft Hjørring, har været primus motor i at trække uddannelsen i Børnekorakademiet til den nordlige del af Danmark.
Indtil nu har det nærmeste uddannelsessted været Aarhus. Børnekorakademiet er grundlagt i København af Pia Boysen og Margrethe Enevold, som begge har været og er pionerer indenfor korarbejdet med børn.
”Børnekorledere skal opbygge fagligt overskud, så de kan arbejde på en kreativ, associationsrig, spændende og fantasifuld måde, så korsang og musikalsk dannelse bliver en leg for børnene.” Pia Boysen.

– Vi i Sangkraft Hjørring har ikke kunnet få armene ned, siden det i efteråret blev en realitet, at Børnekorakademiet nu også får en afdeling i Hjørring, lyder det fra Annette Bo Nielsen, som er projektleder i Sangkraft Hjørring.
Fredag den 23. august klokken 10 slår Sognegården i Sct. Olai Kirke derfor også dørene op for 18 studerende, som rummer lærere, pædagoger, organister, musikskolelærere, kirkekulturmedarbejdere og sangere.
Med stor velvilje fra Sct. Olai Sogns Menighedsråd stilles lokalerne til rådighed, og oven i det står sangerne fra Sang&Klang Juniorkor (3. til 6. klasse) klar til at være kaniner for de mange studerende. På Sangkraft Hjørrings hjemmeside kan der findes flere oplysninger.

Børnekorakademiets Børnekor Basis-kurser har fokus på ledelse af spire- og børnekor og ledes af smittende Anne-Lise Quorning, som er korleder ved Haderslev Domkirke og har et langt liv bag sig som instruktør, underviser og korleder, og Katrine Bach Skovmand, som er uddannet sanger og korleder og har brugt 3 år på at fordybe sig i Børnekorakademiets pædagogik.
Børnekorakademiet blev etableret i 2012 i erkendelse af, at der er behov for flere og stærkere læringsmiljøer for børnekor.
Link til relateret artikel
Sangkraft Hjørring fik 25.000 til sang og trivsel hos skolebørn


