Tversted Borger- og Turistforening havde sammen med grundejerforeningerne og Hjørring Kommune indkaldt til Borgermøde lørdag den 23. oktober på Tversted Skole.
Kommunen orienterede om baggrunden for naturplejeprojektet omkring Flodbækken, som bl.a. indebærer hegning i fredede områder, og Grundejerforeningerne og TBT orienterede om deres bestræbelser på at få indflydelse på projektet.
Der viste sig at være stor interesse for emnet. Ca. 100 engagerede borgere deltog i mødet.
Borgerne havde følgende bekymringspunkter, som prægede debatten:
- Hegningens og de store dyrs negative indflydelse på brugernes færden i området og dermed på naturens værdi for Tversted.
- Aspekter fra rewilding-diskussionerne, specielt med fokus på dyrevelfærd.
- Spørgsmål til lodsejernes og beslutningstagernes motiver for at hegne området.
Der var stor forståelse for, at der er behov for at foretage naturpleje for at bevare det lysåbne landskab og dermed sikre truede arters overlevelse.
Kommunen lagde vægt på at understrege, at der ikke er tale om et rewilding-projekt, og at de almindelige dyrevelfærdsregler vil være gældende.
Grundejerforeningerne fremlagde resultaterne af deres mange møder med kommunen, dels i form af:
- Et ændret kort over hegningsområdet med nye overskuelige gennemgangsmuligheder.
- En skitse til en samarbejdsaftale med kommunen, hvor der lægges vægt på, at det er trygt for brugerne at færdes i området, samt at man føler sig velkommen i området. Man skal kunne følge med i den pleje, der foretages, og se nytten af den. Brugerne skal have afgørende medindflydelse på plejeplanerne, valg af plejemetoder og medindflydelse på løbende ændringer i planerne.
Med dette udgangspunkt er Tversted Borger- og Turistforening indstillet på at indgå en samarbejdsaftale med grundejerforeningerne og Hjørring Kommune, som sikrer reel indflydelse på det igangværende projekt, sammen med den kommende plejeplan for hele Tversteds grønne front. For at kunne varetage denne opgave vil TBT sammensætte et råd af såvel interessenter som faglige kompetencer jfr. visionen for Tversted.
På borgermødet gav Hjørring Kommune tilsagn om at indgå i et sådant samarbejde.
Kilde: Tversted Borger- og Turistforening.