Nordjyllands Beredskab kæmper mandag eftermiddag med en omfattende brand ved et biogasanlæg på Vrejlev Møllevej øst for Vrå.
Alarmen indløb klokken 14.06, da beredskabet modtog en anmeldelse om brand på anlægget. Ved ankomsten konstaterede brandfolkene, at der var opstået ild i et større oplag af biomasse ved en silo.
Ifølge indsatsleder Thomas Boelt fra Nordjyllands Beredskab er de vanskelige vejrforhold med til at komplicere slukningsarbejdet.
– Der er rigtig meget vind herude, og det betyder, at branden får meget ilt, så der er en voldsom røgudvikling, siger han til TV2 Nord.
Beredskabet har sat et større slukningsarbejde i gang. Blandt andet arbejder røgdykkere på stedet, samtidig med at der er etableret vandforsyning fra en nærliggende sø for at sikre tilstrækkeligt med slukningsvand.
Branden ventes dog ikke at være under kontrol foreløbig.
– Vi kommer til at være her i mange timer endnu. Jeg forventer, at vi er på den anden side af midnat, før det er slukket, tilføjer Thomas Boelt.
På grund af brandens omfang blev der kort efter ankomsten tilkaldt yderligere mandskab. I alt arbejder fem brandbiler og 12 brandfolk nu på stedet for at begrænse branden og forhindre, at den spreder sig yderligere.
Der er foreløbig ikke meldinger om personskader i forbindelse med branden, men indsatsen forventes at fortsætte langt ud på aftenen og natten.
Foto: Screendumps fra TV2 Nord.


