Byrådet i Hjørring Kommune har onsdag aften stadfæstet indgåelsen af et 10-årigt forskningssamarbejde med Aalborg Universitet og Center for Klinisk Forskning ved Regionshospital Nordjylland om at følge de job- og uddannelsesmæssige effekter af Ungegarantien frem til 2032.
– Der er lige skrevet et bette stykke kommunalt historie, og vi lægger samtidig endnu et niveau på Ungegarantien. Et sådan samarbejde er vist næppe før set i Danmark, fastslår socialdemokraten Thomas Klimek, som sammen med blandt andre parifællen Mai-Britt Beith Jensen har været et par af drivkræfterne bag Ungegarantien.
Samarbejdet vil løbe over en 10-årig periode fra 2022-2032 og give helt unik viden om sammenhængen mellem de unges sundhed, sociale forhold og bopæl og deres muligheder for at opnå en positiv destination gennem uddannelse og job.
Det samlede 5-sporede forskningssamarbejde med Hjørring Kommune vil således på institutionsniveau bestå af:
• Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland (dataansvarlig)
• Klinisk institut – Det sundhedsvidenskabelige fakultet, Aalborg Universitet
• Institut for politik og samfund, Aalborg Universitet
• Institut for Sociologi og Socialt arbejde, Aalborg Universitet
• Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet
Lidt mere baggrund
Forskningen vil bidrage med opmærksomhed på en mulig sammenhæng mellem sundhed og parathed til at indgå på arbejdsmarkedet. Denne viden vil være specifikt anvendelig i Hjørring kommune, men vil også give yderst brugbar viden i sundhedsvæsenet og eventuelt danne grundlag for et tættere samarbejde mellem sektorerne.
Resultaterne vil derudover også kunne have national interesse, da ungepopulationen i Hjørring kommune (indsatsgruppen) bliver sammenlignet med ungepopulationen i hele landet (kontrolgruppen).
Bilag
- Bilag A – Oversigt over registre og data
- Bilag B – Involverede forskere
- Bilag C – Projektbeskrivelse
Klimek (S) forsvarede udsynet og Ungegarantien i Hjørring Kommune