Når byrådet i Hjørring Kommune onsdag holder årets første møde bliver det med korsang i stedet for de to vagter, der var tilkaldt til de sidste byrådsmøder i 2025.
Det fortalte Hjørring Kommunes borgmester, Søren Smalbro (V), på Hjørring Alliancens nytårskur tirsdag morgen på Hotel Phønix i Hjørring.
Baggrunden for, at han hyrede vagter til byrådsmødet, var ifølge borgmesteren, at der til nogle byrådsmøder havde været enkelte tilhørere, som gjorde nogle byrådsmedlemmer utrygge.
Samtidig reducerede man antal tilhørere i selve byrådssalen. De resterende kan overvære byrådsmødet på skærm i rådhusets ventesal.
Da vagterne dukkede op, holdt de nævnte tilhørere op med at komme, så onsdag begynder et nyt byråd på et nyt års arbejde uden vagter i byrådssalen.
– Nu har jeg afmeldt vagterne, og i stedet får et af de mange dygtige kor i Hjørring Kommune mulighed for at lave fredelig fællessang med os i byrådssalen hver gang fra klokken 17.40 – 17.50, fortæller Søren Smalbro.
Byrådsmøderne i Hjørring Kommune begynder klokken 18 som regel den sidste onsdag i hver måned. Møderne kan følges live på skærmen – også hjemme i stuerne.


