Et flertal i Hjørring Byråd har valgt at sende forslaget om samling af kommunens korttidspladser på Lynggården i Hirtshals i høring. Det er ikke en nem beslutning – men det er en nødvendig og rettidig en af slagsen.
“Vi ved, at det er en stor beslutning, som vækker bekymring og debat. Og det er helt forståeligt. Men vi står fast på, at det her er rettidigt – ikke forhastet. Vi følger en politisk vedtaget proces og sender nu et forslag i høring, så vi kan få det nødvendige input,” siger Lone Olsen (V), formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget.
Forslaget bygger på en beslutning fra januar, hvor en del af plejeboligplanen blev sat på pause, og der blev bedt om et nyt oplæg til samling af korttidspladser. Det er dét forslag, der nu sendes i høring – med udgangspunkt i Lynggården.
“Lynggården er den eneste kommunale matrikel, hvor vi i dag har rehabiliteringspladser – og dermed den eneste, som ifølge sundhedsreformen kan komme i spil til overdragelse til regionen fra 2027. Derfor giver det mening, at det er netop her, vi samler korttidspladserne,” supplerer Mette Jensen (C), næstformand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget.

Op til og under byrådsmødet blev der rejst kritik af den oprindelige høringsfrist – og flertallet valgte derfor at følge Økonomiudvalgets anbefaling om at forlænge den.
“Det er vigtigt for os, at både Ældrerådet, Handicaprådet og medarbejderrepræsentanter får tid til at give kvalificerede høringssvar. Det er netop det, vi nu har sikret,” lyder det samstemmende fra Gry Bruun Nielsen (RV), gruppeformand.
Der har også været kritik af processen – og flertallet anerkender, at debatten i byrådssalen blev både lang og intens.
“Et byrådsmøde kan suspenderes, hvis partier har behov for at drøfte en sag internt. Det gjorde vi – for at se, om der kunne findes en fælles vej med Socialdemokratiet. Det forsøgte vi ærligt. Men vi oplevede, at der var modstand – ikke løsninger. Det er legitimt at være uenig i substansen, men hvis man vil finde fælles veje, kræver det, at man også byder ind med alternativer. Det skete ikke,” siger Frode Larsen (DF), gruppeformand.
Afslutningsvis understreger flertallet, at det stadig er et forslag, og at høringsperioden er en reel mulighed for at komme med input.
“Vi har truffet en beslutning om at sende forslaget i høring – og nu begynder det videre arbejde med at sikre trygge og gode løsninger, hvis forslaget gennemføres. Høringsperioden giver netop mulighed for at få flere perspektiver frem, før der tages endelig stilling. Ingen borgere bliver flyttet mod deres vilje. Lynggården vil fortsat være en vigtig arbejdsplads og et aktivt samlingspunkt i Hirtshals – ikke mindst i form af aktivitetscenteret og træningsfaciliteterne, som for nu fortsætter uændret – uanset udfaldet af høringen,” uddyber afslutningsvis Lone Olsen (V).


