Ikke færre end 25 borgerer fik mandag eftermiddag ifølge Ulla Sølvsten nogle spændende historier om tidligere butikker i Bindslev.
Bestyrelsen i Dagli’Brugsen havde inviteret Hans Henrik Aaskoven fra Bindslev Egnssamling til at fortælle noget om de 55 butikker, der har været i byen gennem tiden.
Turen begyndte ved byens nyeste butiksbygning, nemlig Dagli’Brugsen. Herfra gik turen ned mod torvet. Der, hvor Sognehuset ligger, har der tidligere været en slagterbutik, en kiosk og KFUM.
I huset med Skomagasinet, der netop er lukket, har der været en skomager siden 1898. Huset, hvor byens første Brugs lå, var i en bygning lige efter åen. Den bygning er blevet revet ned.
Efter at have passeret Min Købmand nåede de 25 deltagere til ESSO Johns område. Gennem årerne har der været en eller flere tankstationer på samme tid i byen, nemlig Uno-X, Shell, BP og til sidst også OK.
Hans Henrik Aaskoven fortalte mange sjove historier. Blandt andet om slagsbroderen Jørgensen, der boede ovenpå mejeriet, der lå der, hvor Kulturboksen ligger i dag. Han sloges eller lavede ulykker. Han var blevet udelukket fra et værtshus på et tidspunkt, hvorefter han kom med en spand rød maling og hældte det ud over alt det tøj, der hang i garderoben.
Flere af deltagerne kunne også komme med input til de fortællinger, som Hans Henrik Aaskoven kom med. Det var ofte, at her stod jeg i lære.
Turen blev afsluttet med varm suppe med flütes og lidt at drikke. Flere af deltagerne spurgte om der vil blive arrangeret et tilsvarende arrangement næste år.
Foto: Ulla Sølvsten.


